I 40 minutter sad nordjyderne totalt på kampen mod Blue Fox, der dog formåede at holde spændingen langt ind i kampen

Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 5-3 (2-1, 2-1, 1-1) Tirsdag aften var der topbrag i Aalborg, hvor Metal Ligaens nummer to, Herning Blue Fox, kom på besøg. Til aftenens kamp havde Aalborg ændret en del i kæderne, hvilket bragte Højbjerg-tvillingerne sammen igen; denne gang med Patrick Bjorkstrand, mens Stephen Anderson var rykket ned i en 4. kæde på papiret.

Hos Aalborg var der skadesfravær til målmand, George Sørensen, mens forward Emil Marcussen endnu ikke er klar efter sin brækkede arm efter et blokeret skud i den sidste træningskamp. Hos Herning var man uden Jacob Jessen i defensiven, men også Mathias Bau Hansen i offensiven.

Begge hold kom dog med fire kæder til kampen, og det skulle vise sig, at Aalborg havde flest heste at spille på. Det endte 5-3 til nordjyderne, der specielt i anden periode dominerede totalt og der lagde grunden til sejren. 

Det var Aalborg, der kom ud med fart i skøjterne i kampens begyndelse, og Aalborg kom til flere gode muligheder, hvor Thomas Spelling arbejdede på at score for anden kamp i træk på hjemmebane efter, at han lykkedes mod Rungsted Seier Capital. Det var dog Herning, der først fik hul på bylden, da Patrick Madsen sendte pucken fra blueline, og den røg hele vejen forbi Frederik Søgaard i målet til en midtjysk føring. Morten Poulsen styrede inde foran. 

Aalborg arbejdede videre og kom til flere gode muligheder, og det var også fortjent efter spil og chancer, at Patrick Bjorkstrand fik sendt pucken i nettet, da han var først over en returpuck fra Emil Kruse, efter en afslutning fra Martin Højbjerg. Aalborg blev derefter ramt af et par udvisninger, hvor Frederik Søgaard flere gange måtte diske op med gode redninger for at holde Aalborg inde i kampen. Det lignede en udvisning til Herning, da Mikkel Højbjerg blokerede et skud og kom omkring backen på blueline, men fløjten forblev tavs.

I samme sekund, som den anden udvisning til Pirates udløb, kunne Victor Panelin-Borg sende pucken i nettet til 2-1, da Charlie Curti fandt ham ved den bagerste stolpe. Herning havde deres muligheder for at udligne, men Frederik Søgaard havde læst flere af sine gamle holdkammerater, og Pirates kunne skøjte til pause med en føring på 2-1.

Efter små seks minutter af anden periode måtte Hernings Rasmus Nielsen udgå, da han blev tacklet i banden af Martin Højbjerg. Det var en svækkelse af Hernings defensiv, der flere gange blev sat på arbejde af Aalborgs offensive arbejde, hvor det satte Herning under pres.

Aalborg spillede klogt pucken rundt i Hernings zone, hvor Hernings spillere blev trætte, hvor det endte med en flot tværpasning fra Kirill Kabanov, som Julian Jakobsen hamrede til første gang, og skuddet nåede at overliste Emil Kruse til 3-1.

Der var masser af ballede i midten af periode, hvor Miska Humaloja og Julian Jakobsen var oppe at toppes. Humaloja leverede en crosschecking på Aalborg-kaptajnen, Jakobsen gav igen og var faktisk selv på vej i udvisningsboksen, inden det blev bekendtgjort, at kun Hernings finne skulle have to minutter. Dermed kom Aalborg i fem mod tre. 

Pucken blev spillet godt rundt, Hernings boxplay måtte arbejde hårdt, men til sidst måtte give fortabt, da pucken endte ved Johan Skinnars, der bragte værterne på 4-1.

Sparekassen Danmark Isarena gyngede med udsigten til en storsejr over de nærmeste rivaler i tabellen, men bare et par minutter senere kom Lukas Bang alene mod Frederik Søgaard og fik listet pucken mellem benene på Herning-målmanden.

Aalborg sad hårdt på anden periode og burde have afgjort kampen, men i stedet var den altså nu åbnet en smule igen. 4-2 efter 40 minutter. 

Til tredje periode var Aalborg uden Pierre-Olivier Morin, der mod slutningen af anden periode var nede for at blokere et skud, der ramte ham uheldigt. Det betød, at Tobias Ladehoff rykkede op som center mellem Skinnars og Spelling. Det betød, at Stephen Anderson og Jonas Jakobsen ikke fik så mange skift i løbet af perioden.

Det blev en periode med masser af fight fra begge hold, hvor Aalborg havde mulighederne for at komme foran med tre mål igen, hvor bl.a. Victor Panelin-Borg var tæt på at score sit andet mål i kampen, men Herning defensiven holdt Aalborg fra at komme til de helt store muligheder.

I stedet var det Kirill Kabanov, der måtte en tur i udvisningsboksen, hvor Herning fik reduceret til 4-3, hvor der var stor tumult omkring Søgaard i målet, og Markus Jensen fik sidste stav på pucken.

Det gav store protester fra Aalborg-spillerne, men dommerne var ikke ude for at kigge målet igennem, og det fik lov til at stå. Der kunne måske være en argumentation for, at målet var ude af position, men hvis Aalborg havde challenge spillet og tabt den, så havde Aalborg fået en udvisning, så man ville sandsynligvis ikke risikere det.

Herning fik et boost af energi, og Aalborg virkede lamslået i et par minutter, men da Joachim Linnet, med lige under to minutter igen af perioden, tog en udvisning for en tackling på Kirill Kabanov, så kunne Johan Skinnars afgøre kampen med et slagskud til 5-3.

Resten af tiden rendte af uret, og Aalborg kunne notere sig en sejr over Herning og dermed lægge lidt afstand til netop Herning, der beholder andenpladsen pladsen, da Frederikshavn White Hawks tabte i Rungsted.


VIDEO: Højdepunkter fra Rungsted-Frederikshavn VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre-Odense