To Metal Liga-spillere fra tidligere i denne sæson er endt mod hinanden i en playoff-finale ude i varmen i Nevada og Californien

Der er langt over 30 graders varme i både Henderson, Nevada og Bakersfield i Californien for øjeblikket, men begge byer har altså aktive ishockeyhold - og gode køleanlæg kørende - for øjeblikket i AHL.

Den næstbedste nordamerikanske liga kårer ikke nogen samlet vinder, og kun i Pacific Division spilles der er hurtigt slutspil, som spillerne nærmest er blevet tvunget ud i, selv om de egentlig helst ville undvære det ekstra stykke arbejde til en meget lav løn.

Spillerne stemte imod slutspillet med 133 stemmer mod 8, men klubejerne i Pacific Division stemte for et slutspil med 7-0, og det betyder altså nu, at der er playoff-hockey i Pacific Division og i Henderson og Bakersfield.

Henderson har som bekendt Jonas Røndbjerg på holdet, og den tidligere Rungsted-spiller spillede sig i finalen sammen med sine holdkammerater via en 2-0-sejr i kampe i serien mod San Jose Barracuda, der tidligere i sæsonen har haft Blichfeld og True på holdet. 

Røndbjerg har endnu ikke lavet point, men det har Adam Cracknell til gengæld. Han har fire point for Bakersfield Condors, og den tidligere Esbjerg-spiller fortsætter altså med at spille hovedroller i denne sæson. Han udlignede til 1-1 i den tredje og afgørende semifinale mod San Diego og er altså nu klar til en bedst af tre-finale om John D. Chick Trophy, som Metal Ligaen altså får "en lille andel i" i denne sæson - uanset, hvem der vinder. 


Morten Poulsen skriver med Herning for to sæsoner Tidligere Metal Liga-topscorer rykker til Polen