Med 62 point i 48 kampe var Brady Shaw topscorer i ECHL-klubben Fort Wayne Komets i sidste sæson.
Den stærke angriber karakteriseres af General Manager David Franke som klubbens bedste spiller og samme manager konstaterer overfor The Journal Gazette, der dækker Fort Wayne Komets, at Shaw skifter til Esbjerg Energy i den bedste danske række. Det er Hockeymagasinet, der har opsnappet nyheden, og den bliver i The Journal Gazette konfirmeret af General Manageren.
- Shaw var vores bedste spiller i sidste sæson. Så det er virkelig et tab for os, men jeg ved, hvilken situation, han er i, så jeg har ingen problemer med hans beslutning. Han skal gøre, hvad der bedst for ham, som alle spillerne, der skifter til Europa. Hvis han vil tilbage til os, så tager vi ham med sikkerhed tilbage, men lige nu er han på vej til Danmark.
- Jeg bliver ikke overrasket, hvis der er andre spillere - ikke blot fra vores hold, men fra den her liga, som rykker til Europa. De vil ikke vente til oktober - eller senere - med at spille ishockey.
Med Coronapandemien er ECHL i krise, for ligaen - hvor økonomien ikke er kæmpestor - står for øjeblikket helt stille og der er udsigt til en konkret startdato 19. oktober. Den udsigt er dog stadig usikker.
Sikkerheden for at spille ishockey og for en sæson, der går i gang til tiden, er en af årsagerne til, at Shaw rykker til Danmark, siger han.
Han står noteret for næsten et point i snit pr. kamp i ECHL-grundspillet, hvor han også har spillet 19 slutspilskampe med otte point til følge.