En af de største profiler overhovedet er tabt for Metal Ligaen og Eagles

Herlev Eagles må sige farvel til den absolut største profil i klubben. Efter tre sæsoner som "holdets bankende hjerte" er Brett Thompson videre i karrieren. Han er solgt til den norske klub Stjernen, skriver Eagles i en pressemeddelelse, der lyder således:

Herlev Eagles har med øjeblikkelig virkning solgt sin kaptajn Brett Thompson til den norske klub Stjernen.

Forhandlingerne har stået på et stykke tid og nu er begge klubber og Brett enige om betingelserne. Det er aldrig nemt at sige farvel til en spiller af Bretts kaliber og format, men intet varer evigt og den indgåede aftale tilfredsstiller alle parter.

Sportschef Nicolai Flindt udtaler:

- Brett har været en af holdets bærende kræfter gennem de seneste tre sæsoner. Han landede i Herlev på selve den dag, hvor vores fremtid så aller sortest ud. Siden har han været med til at rejse klubben til, hvor vi er i dag. Det er et kæmpe hul der skal udfyldes, når han nu rejser videre. Brett har været et samlingspunkt, en kulturbærer og en foregangsmand i omklædningsrummet, lyder det.

- Hans præstationer på isen taler for sig selv og han er faktisk ikke en spiller eller person, man kan rose for meget. Han har været utroligt vellidt i spillertruppen og blandt vore fans, siger Nicolai Flindt. 

Thompson blev købt af den tilsyneladende pengestærke norske klub, der ellers ikke har været blandt de dominerende i GET Ligaen i de forgangne sæsoner. Det er klubben, hvor Michael Eskesen har spillet to sæsoner, inden han vendte tilbage til Odense.

- Som det har været alment kendt, havde vi papir på hinanden endnu en sæson, men en spiller som Brett er naturligvis eftertragtet. Den aftale vi er blevet tilbudt af Stjernen, kunne vi ganske enkelt ikke sige nej til. Brett var ikke den laveste betalte på vores holdkort og sammen med den frikøbssum vi har fået, sikrer det, at vi også i næste sæson kan stille med et konkurrencedygtigt hold.

- Jeg vil gerne på Herlev Eagles og egne vegne takke Brett for hans indsats i den sorte trøje og ønske ham alt mulig held og lykke fremover, siger Nicolai Flindt.  


Seldrup: Ville prøve nyt og ikke dele målmandsposten i Esbjerg MATHIAS SELDRUP til Frederikshavn: Ny målmand i nord