Esbjerg-målmanden skifter til White Hawks efter fire sæsoner i det vestjyske

Det kommer ikke som en kæmpe overraskelse, men nu er det ikke desto mindre en realitet, at Mathias Seldrup skifter til Frederikshavn efter tre sæsoner i Esbjerg. Det gav afkast i et enkelt dansk mesterskab, og i de seneste tre sæsoner har Mathias Seldrup været sikker førstemand i Energy-buret.

Det er med stor sikkerhed også den rolle, han indtager i den kommende sæson i Frederikshavn, hvor unge Kevin Frydkjær er den anden mand i buret.

Han præsenteres således af White Hawks:

- Vi ser meget frem til samarbejdet med Mathias Seldrup, der er en meget talentfuld og ambitiøs keeper. Han er ikke færdig med at lære endnu, og vi tror, vi kan udvikle ham yderligere i Frederikshavn. Vi har tidligere haft danske keepere som førstemålmænd med stor succes, hvor vi jo tidligere blandt andet har hentet Frederik Andersen, Georg Sørensen og Thomas Lillie.

Selv siger Mathias Seldrup om skiftet fra Esbjerg til Frederikshavn.

- Jeg er rigtig glad for at skulle spille i Frederikshavn til næste sæson. White Hawks er altid en topklub, der har store ambitioner, og det har jeg også selv. Jeg har kun hørt godt om klubben og byen, og det er et rigtig godt sted at være. Mine ambitioner er at være fast førstemålmand for en topklub, og jeg er klar til at bevise mit værd, og levere fra dag et. Jeg ser frem til samarbejdet med Jari Pasanen, som jeg er sikker på kan lære mig meget.

Mathias Seldrup kommer til at spille med nummer 83 på ryggen, og han flytter til Frederikshavn i løbet af sommeren.

 


BRETT THOMPSON SIGER FARVEL: Herlev mister sin kaptajn til Stjernen i Norge HJEM TIL DANMARK: Oliver Kjær skifter til Rødovre Mighty Bulls