Det er to af de helt store spillere i Frederikshavns ishockeyhistorie, der nu takker af og siger farvel til meget lange karrierer. Frederikshavn White Hawks har noteret brødrene Søndergaard for vanvittige 1608 førsteholdskampe til sammen og skriver følgende i afskeden med Rasmus og Thomas Søndergaard:
En æra slutter i klubben, hvor de to brødre har været blandt de absolut bærende kræfter både på og uden for isen.
35-årige Rasmus Søndergaard har været indbegrebet af en ægte klubmand. Siden debuten i sæsonen 2009/2010 har han trukket den hvide trøje over hovedet intet mindre end 886 gange. En klubrekord, der understreger hans enorme betydning for Frederikshavn White Hawks. Med sin loyalitet, arbejdsindsats og lederskab har Rasmus været en kulturbærer og et forbillede for både holdkammerater og unge spillere i klubben.
Også lillebror Thomas Søndergaard, 32 år, fik sin debut i sæsonen 2009/2010 og har siden spillet 722 kampe for White Hawks, hvor det er blevet til flotte 225 point. Thomas har i sin karriere haft en afstikker på to sæsoner i Herlev, men har ellers været en fast del af holdet i Frederikshavn. Derudover har han repræsenteret Danmark ved både U18- og U20-verdensmesterskaberne, hvilket vidner om hans høje niveau gennem karrieren. Thomas er nødsaget til at stoppe karrieren på grund af en hjernerystelse.
Sportsligt har brødrene Søndergaard været store kapaciteter, men deres betydning rækker langt ud over statistikkerne. De har været kulturbærere for klubben og har gennem mere end et årti været med til at præge kulturen i omklædningsrummet og forbindelsen til fansene.
Brødrene Søndergaard efterlader sig samtidig et historisk eftermæle i Frederikshavn White Hawks. Med i alt 1.608 kampe i den hvide trøje tilsammen har de skrevet sig ind i klubbens historiebøger på en måde, der må betegnes som fuldstændig uhørt i moderne ishockey.
Det er et tal, der vidner om en enestående kontinuitet, loyalitet og fysisk formåen gennem mere end et årti på højeste niveau. Med deres afsked er det ikke blot to profiler, der stopper. Det markerer afslutningen på en epoke i White Hawks’ historie.