Kristian Jensens comeback forløb helt udramatisk i Nordjyske Bank Arena

Frederikshavn White Hawks-Herlev Eagles 2-1 (1-1,0-0,0-0) 0-0,1-0 Det var forståeligt nok Kristian Jensen der var i fokus inden kampen i Nordjyske Bank Arena, hvor den unge White Hawks forward var tilbage efter 17 spilledages karantæne.

Meget er sagt og skrevet om den sag, men at dømme efter den velkomst han fik i Danmarks nordligste skøjtehal i aften, så er han stadig en populær skikkelse blandt høgenes fans. Han fik sin helt egen sang af supporterne inden kampen, og Herlev ventede med at skøjte på isen, indtil fansene havde sunget færdigt.

Fansene måtte hele følelsesregistret igennem, med både overtid og straffeslag, inden White Hawks kunne kalde sig vinder. Russiske Bumagin blev matchvinder, da han som den eneste fik sendt pucken i mål i straffeslagskonkurrencen.

Det var en meget rodet første periode vi blev vidne til, hvor der var mange fejlpasninger, icing-pucke, og offsides. Ikke særlig poleret ishockey vi fik os, og det var som om nerven og intensiteten var lagt lidt på hylden.

Det var heller ikke alverden med chancer vi blev budt på i de første tyve minutter, der faktisk var lidt kedelig at overvære. Heldigvis fik vi dog et par scoringer at lune os på i det efterårskolde Vendsyssel, hvor regnen piskede ned udenfor.

Gæsterne fra Herlev bragte sig foran efter små fem minutter. Hjemmeholdets back Patrick Madsen fumlede med pucken bag målet, og den erobrede Christoffer Gath, der lagde den ind til en fri Ulrich Linnet, der let kunne passere Galansky. Disse chancer må man ikke give Herlevs giftige offensiv, hvilket da også ærgrede coach Pasanen tydeligt i boksen.

Kampen satte sig aldrig rigtigt i første periode, og der var ikke nogen af holdene der havde et overtag som sådan. Herlev fik chancen i periodens eneste powerplay knap midtvejs, men her var det faktisk White Hawks der var tættest på. Thomas Søndergaard havde en fræk afslutning, som gik lige forbi Jidskovs mål.

Mange har skældt hjemmeholdets topscorer Dane Fox ud. Han leverer ikke nok, og tager for mange udvisninger, er mange folks mening i Frederikshavn og omegn. Men den kasse han lavede til 1-1 må dog betegnes som intet mindre end en genistreg, da han pillede pynten af en Herlev back med et frækt træk, for kort efter at smide skiven ind bag det svenske plankeværk i Herlev-buret. Her betalte Fox i hvert fald tilbage til kritikerne med denne fornemme udligning.

Anden periode var også rodet, men dog ikke så meget som første. Hjemmeholdet forsøgte at lægge et tryk på Herlev defensiven, og det lykkedes også fint flere gange. Det blev også til chancer, men der var lukket af hos Jidskog når det brændte på. Bumagin, Patrick Madsen og Anders Eriksson havde alle kvalificerede forsøg til at bringe vendelboerne foran. White Hawks var klart bedst i anden periode, men scoringerne udeblev.

Herlev virkede ikke så farlige offensivt som vi har set dem hidtil i Metal Ligaen, og Tadeas Galansky blev ikke sat på de store prøver i anden periode. Selv ikke da Herlev var i powerplay, lykkedes det dem at etablere noget spil i hjemmeholdets zone, så på den måde skød de foreløbig med løst krudt i aften. Blot to skud blev de noteret for i anden periode.

White Hawks sluttede perioden med et powerplay, men bortset fra et godt slagskud af Dane Fox, var der ingen chancer at notere i de to minutter.

Derfor 1-1 efter 40 minutters hockey i Frederikshavn.

Der er også grund til at rose kampens dommere, Mads Frandsen og Michael Nielsen. De lagde en god linje i aftenens opgør, og dømte en fremragende kamp.

Kristian Jensen havde en god afslutning i begyndelsen af tredje periode, men Jidskog var på sin plads. Stor kamp af svenskeren i Herlev buret i aften. Hjemmeholdets fans forsøgte at bære høgene frem til sejr, og stemningen blandt de knap 1500 tilskuere var rigtig god i Nordjyske Bank Arena.

Herlev havde også muligheder, og på et tidspunkt var der klumpspil ved Galansky buret. Tjekken fik selv raget kastanjerne ud af ilden i den situation, alt imens målfeltet var fyldt med spillere der lå ned. Det spidsede mere og mere til som tredje periode skred frem, og man anede at den næste scoring ville blive afgørende for kampens udfald. Den afgørende scoring kom ikke i ordinær spilletid, og der måtte forlænget til at få afgjort tingene.

Den gav heller ingen afgørelse, selvom gæsterne faktisk havde to minutters powerplay. De kom ikke frem til de store chancer, og høgenes boks stod godt sammen.

I straffeslagskonkurrencen var det så Bumagin der som den eneste scorede, og gav de to point til hjemmeholdet. Synd for Emil Jidskog, der leverede miraklerne mellem stængerne for Herlev. Han kunne godt have fortjent en sejr på den lange bustur hjem.


Stærk "Rød Aalborg" i Herning i aften SønderjyskE tabte igen hjemme, Rungsted skarpest i tæt kamp