Ny Rødovre Mighty Bulls-keeper kommer fra den franske liga

Vi er meget glade for at kunne meddele, at Mathieu Caron tilslutter sig Rødovre Mighty Bulls for den kommende sæson.

Når man skal bygge et stærkt og konkurrencedygtigt hold, starter meget med positionen mellem stængerne. Processen med at finde den rette målmand har taget tid, og vi har været grundige i vores arbejde. Derfor er vi også helt trygge ved, at Mathieu Caron skal være med til at føre Mighty Bulls videre i Metal Ligaen.

Mathieu kommer til Rødovre efter fire år i NCAA, hvor han blandt andet har repræsenteret Boston University og delt omklædningsrum med nogle af verdens største talenter. Senest tog han skridtet til europæisk ishockey, hvor han leverede en stærk sæson i Frankrig.

Udover sine kvaliteter på isen er Mathieu kendt som en hårdtarbejdende og dedikeret person, og vi ser frem til, at han bliver en del af miljøet i Holger Danske Arena.

Cheftræner Ville Hämäläinen udtaler:

"Vi har haft en rigtig god dialog med Mathieu gennem foråret. Hans personlighed, ambitioner og ønske om hele tiden at udvikle sig passer perfekt til vores hold og den retning, vi ønsker at gå.

Han har spillet NCAA ishockey på et højt niveau og tog i sidste sæson et vigtigt skridt i sin karriere med en stærk sæson i Frankrig. Vi har fået rigtig gode referencer på ham, og vi er meget glade for, at han bliver en del af RMB i den kommende sæson."

Mathieu Caron udtaler:

"Jeg glæder mig til at blive en del af Mighty Bulls og til at kalde Rødovre mit nye hjem i den kommende sæson. Efter min første professionelle sæson sidste år føler jeg, at jeg stadig har meget at bevise, og jeg ser frem til at fortsætte min udvikling som professionel målmand."


Metal Ligaen 2026/27: Her er første udgave af kampprogrammet KORT SOMMERSTATUS: Det ser fornuftigt ud på Fyn