Mathieu Caron har efterhånden vænnet sig til at flytte efter ishockeyen.

Den canadiske målmand, der blandt holdkammeraterne går under kælenavnet "Chewy", voksede op omkring en times kørsel fra Vancouver, men collegehockeyen sendte ham tværs over kontinentet til først Brown University og siden Boston University på den amerikanske østkyst.

Sidste år blev afstanden endnu større, da han begyndte sin professionelle karriere i Frankrig. Nu er den 25-årige canadier landet i Rødovre til sin anden europæiske sæson.

Men Danmark er ikke tænkt som endestationen. Caron lægger ikke skjul på ambitionen om på sigt at spille på et endnu højere niveau i Europa.

Du voksede op i det vestlige Canada, men college førte dig til den amerikanske østkyst. Hvordan var det at flytte så langt hjemmefra?

Jeg var heldig, da jeg voksede op. Jeg boede omkring en time fra Vancouver og spillede min juniorhockey kun en halv time hjemmefra. Så fik jeg muligheden for at forlade det vestlige Canada og spille collegehockey.

Jeg havde to år på Brown og skiftede derefter til Boston University, hvor jeg fik mulighed for at spille med nogle store navne i hockey (blandt andre Macklin Celebrini og Lane Hutson, red.) og fortsætte min egen udvikling. Det var et virkelig stærkt miljø med mange dygtige spillere.

Efter college besluttede jeg mig for at tage til Europa. Jeg havde talt med andre, der havde spillet herovre, og som mindre målmand følte jeg samtidig, at mine kvaliteter som målmand passede godt til den europæiske spillestil. Derfor tog jeg til Frankrig sidste år.

Hvordan var det professionelle college-miljø sammenlignet med den professionelle hockey, du siden har mødt i Europa?

På Boston University havde vi enorme ressourcer til rådighed. Der var rigtig mange penge i programmet, og det gjorde en stor forskel. Der kunne investeres meget i træning, faciliteter og alle de ressourcer omkring holdet, der skulle gøre os til komplette spillere og forberede os på professionel hockey.

På den måde havde vi faktisk flere ressourcer til rådighed på college, end jeg siden har oplevet som professionel i både Frankrig og Danmark. Men det er samtidig svært at sammenligne direkte. Det er forskellige systemer, forskellige situationer og forskellige mentaliteter.

Jeg føler mig meget privilegeret over at have haft muligheden for at gå i skole samtidig med, at jeg spillede hockey på så højt et niveau. Det miljø forberedte mig rigtig godt på at tage skridtet ind i professionel hockey.

Hvad lærte dit første år i Frankrig dig om europæisk hockey og livet herovre?

Jeg havde en fantastisk oplevelse. Jeg var meget heldig at bo et unikt og fantastisk sted i det sydvestlige Frankrig. Jeg taler også fransk, så det gjorde det meget nemmere at falde til.

Det fik mig virkelig til at forelske mig i den europæiske kultur og gjorde mig endnu mere åben over for at prøve noget nyt og anderledes. Nu er jeg kommet til Danmark, hvor jeg ikke taler sproget, så det er første gang, jeg for alvor oplever den sprogbarriere.

Når danskerne taler dansk, forstår jeg ingenting. Men de fleste taler engelsk, så det har ikke været noget problem. Nu handler det bare om at falde til og få bygget min hverdag op her.

Hvad solgte dig på Rødovre og klubbens projekt?

En stor del af det var cheftræneren (Ville Hämäläinen, red.). Han er en dygtig træner med et rigtig godt ry, og jeg var meget spændt på muligheden for at arbejde sammen med ham. Det var en af de største faktorer.

Muligheden for at bo lige uden for København var selvfølgelig heller ikke noget, man siger nej til. Jeg var samtidig i en lidt lignende situation sidste år på et hold med et mindre budget, så den del betød ikke så meget for mig.

Jeg er vant til at tage lidt flere skud og spille på et yngre hold. For mig handler det også om at komme til et nyt sted, få nye øjne på mig og fortsætte med at blive bedre hver eneste dag.

Artiklen er fra nyhedsbrevet Powerplay, som du kan få hver uge ved at klikke her: 

Hvordan vil du selv beskrive din spillestil som målmand?

Mine styrker har altid været min atletiske evne og min skøjteteknik. Men de seneste år har jeg arbejdet på at bruge de kvaliteter på en smartere måde. Tidligere brugte jeg dem måske mere til at redde mig selv, hvis jeg kom ud af position. Nu handler det mere om at bruge min skøjteteknik til at gøre arbejdet lettere for mig selv.

For mig handler det om at være så effektiv som muligt og sørge for, at jeg er i position på hvert skud. For når jeg først er i position, ved jeg, at jeg er svær at slå én mod én.

Det handler altså om at bruge skøjteteknikken på en smart måde i stedet for at skulle bruge atletikken til at redde mig selv.

Hvad betyder ansvaret ved at være den sidste skanse for et hold?

Jeg har gjort det, siden jeg var fire år gammel, så det er bare en del af det. Det er næsten lidt som gambling. Enten vinder du, eller også taber du.

Målmandsposten er meget sort-hvid. Laver du en fejl, bliver det et mål, og alle ser det. Laver du ikke fejlen, så har du gjort dit arbejde.

Derfor er det også en meget mental position. Det er noget, jeg føler, jeg har udviklet meget de seneste år. Jeg er blevet en mentalt stærkere målmand og bedre til at håndtere de situationer, der opstår.

Det er ikke nødvendigvis noget, man bare kan lære. Meget af det kommer gennem erfaring, men jeg har også en god gruppe mennesker omkring mig og forskellige værktøjer, jeg bruger til at håndtere den mentale side af positionen.

Da Rødovre præsenterede dig, sagde du, at du stadig havde meget at bevise. Hvad mente du med det?

Det handler mest om mig selv. Jeg vil spille på det højeste niveau i hockey, som jeg overhovedet kan, og jeg føler, at jeg har kvaliteterne til at gøre det.

Mit mål er stadig at komme til Finland, Tyskland eller en af de andre større ligaer i Europa. Jeg vil fortsætte med at udvikle mig og vise, at jeg kan tage det næste skridt.

Men først handler det om det, jeg kan gøre her. Min mentalitet er, at uanset hvor jeg spiller, vil jeg dominere. Jeg vil være den målmand, som det er sværest muligt at score på.