Blue Fox møder finsk tophold i aften på Kvik Hockey Arena

Metal Ligaen står stille for en stund og giver plads til europæisk ishockey.

Det kan man mene om, hvad man vil, men set fra denne stol kunne vi måske godt - hvis det havde været muligt - fyret en stak lørdagskampe af i mestrenes fravær.

Det samme gælder i øvrigt næste weekend, hvor Herning spiller to udekampe. 

Men spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt i forhold til CHL's strenge reglement om at lukke de nationale ligaer ned, når der er Europa-kampe.

Når det så er sagt, så kommer der fine klubber på besøg til en yderst seværdig omgang ishockey i Herning i aften. 

Det har tidligere ofte været sådan, at CHL-kampene har været lagt så tidligt, så de har været opvarmning til liga-sæsonen, men nu har både Herning og aftenens modstander, KooKoo fra Kouvola i Finland været i sving i de respektive ligaer, og det borger for, at kampen i aften får en vis kvalitet.

For Herning-backen Emil Kristensen bliver det i øvrigt et møde med den klub, han spillede for i sæsonerne 2017/18 og 2018/19. Også den tidligere Herning-spiller Patrick Bjorkstrand har været i klubben. 

Det bliver Hernings debut i Champions Hockey League, der tidligere har haft dansk deltagelse af Sønderjyske, Esbjerg, Aalborg, Odense og Rungsted, og det er med sikkerhed et selskab, midtjyderne har glædet sig til at rykke ind i.

Det finske storhold bliver dog en hidsig modstander. Ikke at det vælter med store navne hos den finske klub, der trods status af sølvvinder i kampen om det finske mesterskab ikke havde en eneste spiller på VM-landsholdet hos Finland. Men det er stabilt over det hele og læg blandt andet mærke til Estlands dygtige landsholdsanfører, Robert Rooba, svenske Marcus Davidsson og sidste sæsons topscorer Veeti Miettinen.

Det kan blive en spændende aften i Kvik Hockey Arena, hvor hjemmeholdet stensikkert vil gå hårdt efter overraskelsen. 


Olsson: Vi vidste godt, at Kindopp er en klassespiller Murray: Allerede god kemi i kæderne