De tjekkiske mestre under tungt pres i Sparekassen Danmark Isarena

Aalborg Pirates fik en forrygende start på CHL-kampagnen i sidste uge med en sejr over Sparta Prag - endda i "Den Gyldne Stad" på Spartas hjemmebane. 

Nordjyderne vandt 3-2 og bulletinerne fra kampen fortalte, at Aalborg-sejren såmænd var fortjent. Trods nederlaget mod Jukurit i Mikkeli søndag aften, står Aalborg nu med et - med danske øjne - historisk godt udgangspunkt før to hjemmekampe i Sparekassen Danmark Isarena.

En sejr i aften - og hvorfor ikke - vil i realiteten sparke Sparta Prag ud af puljespillet, eftersom tjekkerne også tabte kamp to med 2-3 mod Luleå.

Så der er al mulig grund til en godt fyldt arena i aften i Aalborg. Internationale kampe plejer ikke at være med superfyldte lægter på dansk is, men lige nøjagtig i aften bør der være basis for solid opbakning til Pirates.

Der har været god rytme hos nordjyderne hidtil og man lagde i Rungsted mærke til, at det var Tobias Ladehoff og Victor Rollin-Carlsson, der scorede målene. 

Måske er det i dag folk som Bjorkstrand, Spelling og Gooch, der tager teten?

Spændende også om Garth Murray vælger George Sørensen eller Thomas Lillie som keeper i aften. Sørensen var i en lang kamp onsdag i Rungsted og mon ikke det er planen, at de to stærke keepere deler de to kampe over weekenden? 


OPTAKT: Esbjerg Energy-Herlev Eagles OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-SønderjyskE