Herning Blue Fox - Fribourg Gottéron: 4-3 (1-1, 2-1, 0-1) 1-0
Herning kunne spille deres foreløbigt sidste CHL kamp med relativt frie tøjler. Med fem nederlag i fem kampe var de danske mestres skæbne i turneringen allerede afgjort og selvom præstationerne har været gode undervejs ville det lune i det midtjyske med en sejr.
Og det lykkedes på denne sidste spilledag mod det schweiziske mesterhold, og dermed kom de danske mestre altså yderst respektabelt ud af CHL-kampagnen.
Gæsterne startede kampen ganske stærkt ud og fik også kæmpet sig til et tidligt powerplay. Schweizerne blev dog mødt af et ligeledes veloplagt hjemmehold og efter et par fine redninger fra George Sørensen flyttede Herning spillet op i den anden ende. De helt store chancer udeblev, men det var tydeligt at midtjyderne havde tænkt sig at jagte et resultat på hjemmebanen.
Det var en ganske lige affære de første ti minutter af kampen og netop som perioden nærmede sig midtvejsmærket skulle de trofaste fans på Kvik Hockey Arena få lov at fejre en føring i turneringen. Philip Schultz lagde en glimrende pasning tilbage til Emil Kristensen og så slog backen ellers til. Han fik med det yderste af neglene sledet sig forbi sin direkte modstander og med et hurtigt aftræk rev han pucken op i det fjerne hjørne.
Kort efter var det igen tæt på for Herning. Jared Dmytriw, der er holdets interne topscorer i turneringen, smækkede pucken på den nærmeste opstander og Fribourg lignede et mandskab der måtte sande at man mødte hårdere modstand end forventet.
Schweizerne formåede kun sjældent at ligge pres på værterne og det gav en hel åben ishockeykamp. Garth Murray har turneringen igennem inisisteret på at benytte alle fire kæder og fjerdekæden var tæt på at slå fuld kapital af muligheden. En løs puck endte for fødderne af Lasse Bærentsen og minuttet senere var Hjalte Thomsen alene med keeper Loic Galley som takket være sin størrelse fik lukket hullet oppe i det nærmeste hjørne.
En fræk pasning fra Anton Linde var tæt på at udløse den næste scoring, men desværre for Herning gik det lige modsat. Med under ét sekund tilbage fik Fribourg således udlignet da backen Yannick Rathgeb samlede returen op foran mål og altså akkurat fik udlignet inden hornet lød. Hård hård skæbne for Herning der havde fortjent mere efter de første 20 minutter.
Bau klappede til
Gode kombinationer mellem Linde og Thomsen var tæt på at give en friløber til førstnævnte og det lugtede da også af en udvisning da han blev nægtet en afslutning i situationen.
Fribourg skruede dog op for tempoet i denne periode og man fik skabt flere gode muligheder inde foran Sørensen end man formåede i første periode. Specielt chancen til kaptajn Christoph Bertschy var stor og Hernings keeper måtte hive en stor redning op af ærmet.
Gæsterne blev fanget med seks mand på isen og så var der powerplay til Blue Fox. I den hjemlige turnering har mestrene været rigtig farlige i netop denne disciplin og Jared Dmytriw var tæt på at kunne kalde sig målscorer efter et fremragende oplæg fra Arturri Toivola.
1-1 efter 30 minutter var bestemt godkendt for Herning og givetvis et stykke fra det resultat som schweizerne havde planlagt. Fribourg skulle da også tage føringen da man slap afsted i en to mod en situation som Kevin Nicolet sikkert eksekverede på.
Et uheld sendte ud af det blå kortvarigt Herning tilbage på uafgjort. Backen fik pucken i hovedet og skøjtede mod udskiftningsboksen hvilket gav midtjyderne en tre mod en situation. Blue Fox udnyttede også sikkert muligheden som Oliver Kiljunen blev manden der fik lov at afslutte. Efter videogennemgang blev scoringen dog annulleret for offside og dermed fortsat 2-1 til favoritterne.
Blue Fox skulle kort efter få muligheden for at sætte en stående udligning på tavlen da man kunne spille i overtal i fire minutter. En blanding af schweizisk klasse og dansk sløseri så ud til at betyde at scoringen udeblev, men Mathias Bau ville det anderledes. Afslutningen var ikke af speciel høj kvalitet, men med den rette trafik foran mål kunne pucken smutte mellem benene på keeperen og så var der altså udlignet for midtjyderne.
Mathias Bau var dog slet ikke færdig og sekunder senere havde han sendt Herning i front. Der var masser af vilje at spore hos den store forward og han skar uimodståeligt ind foran Galley inden han vippede pucken op i det lange hjørne. 3-2 til Herning og vild jubel på lægterne der nu for alvor øjnede muligheden for en sejr.
Afgørelse i overtid
Da Herning ikke blev fanget i egen zone lige så ofte som i nogle af de andre kampe så kunne holdet bevare tempoet i skøjterne og samtidig have overskud til at sætte sig igennem fysisk. Med disse kriterier opfyldt viste midtjyderne denne aften at man ikke er så langt fra de andre europæiske klubber.
En udvisning til Kasper Larsen gav gæsterne muligheden for at få udlignet kampen på ny og schweizerne greb da også chancen. Anthony Richard kunne skøjte ind mod mål og trykke af og skuddet var af tilpas klasse til at efterlade Sørensen uden de store chancer. 3-3 i Herning
Det var nu en helt lige kamp mellem de to hold og ingen tvivl om at den næste scoring ville få afgørende betydning for resultatet. Det gav den helt rigtige nerve i spillet hvor man tydeligt kunne fornemme vigtigheden af hver eneste aktion inde på isen.
Blue Fox fik en gylden mulighed da man med lidt mere end otte minutter tilbage på uret igen kunne spille i powerplay. Nøglemoment for kampen som Herning desværre ikke formåede at udnytte og kampen gik nu ind i sin afsluttende fase.
Sørensen leverede en stor redning på Lucas Hedlund tæt foran mål også et slagskud Yannick Rathgeb sendte nervøse trækninger igennem hallen. Schweizerne var gennemgående det bedste hold i de sidste minutter og det var til tider ren overlevelse for de danske mestre.
Trængslerne blev endnu større da Martin Eskildsen blev udvist med 1:02 tilbage af kampen og det var fuldt fortjent at det ikke lykkedes Fribourg at stjæle alle tre point i Herning.
Blue Fox overlevede den resterende del af tiden i undertal og Mathias Bau var tæt på at sende hallen i ekstase da han havde bud efter sin tredje scoring i aften. Philip Schultz var tæt på at spille Anton Linde afgørende fri med en genial pasning, men det hele skulle altså afgøres i straffeslag.
Kevin O'Neil scorede på det fjerde forsøg og da Sørensen reddede samtlige fem forsøg kunne Herning både flot og fortjent fejre deres første sejr i CHL.