24-årige Christian Mieritz har de seneste fem sæsoner været fast mand i startopstillingen hos Frederikshavn White Hawks, hvor han alene i den klub har spillet 229 ud af sine 285 kampe i den danske liga.
I den kommende sæson spiller han i Herning, hvor han præsenteres således:
Mieritz kommer med et flot CV bag sig, hvor han efter de første skridt i senior ishockeyen i moderklubben Rødovre Mighty Bulls tog turen til OHL i Canada og sæsonen efter juniorligaen i Sverige, hvor han spillede for Leksands U20 hold.
Det ophold kastede en enkelt kamp af sig i den stærkeste svenske liga SHL inden turen gik tilbage til Danmark, og hvor han således siden har spillet for Frederikshavn.
Nu er tiden kommet til et skifte, og det kommer på et godt tidspunkt for blårævene, der gerne vil samle danske kompetencer til forsvaret. Til at bygge på den bredde sammen med de øvrige brikker i forsvaret bliver Christian Mieritz således et kærkomment tilsnit. Og med en spiller der har fulgt ungdomslandsholdene hele vejen op fra U16 og til U20, og tillige har fået lov at snuse til seniorlandsholdet med to kampe i rødt og hvidt sammen med resten af de danske løver på A-landsholdet, så er der masser at bygge på for Christians videre udvikling.
Hos Herning Blue Fox glæder man sig til at byde Christian velkommen i nye og for ham lidt anderledes rammer, og ser naturligvis frem til en spiller der vil arbejde hårdt for holdets succes og sin egen udvikling som ishockeyspiller. Det er en spiller der har så mange ligakampe bag sig, at der også ligger en helt naturlig forventning til, at han ligeledes kan glide ind i defensiven med erfaring, overblik og stort kendskab til modstanderne i ligaen.
- Det som bringer mig til Herning, er helt sikkert muligheden for at spille på et super stærkt hold samt og ikke mindst det professionelle og meget omtalte hockey setup der er i Herning. Jeg ser det bestemt som en chance, for at udvikle mig yderligere som spiller og at skabe succes sammen med mine kommende holdkammerater. Og så ser jeg frem til en god sæson fyldt med en masse gode oplevelser både med hockey, men også Herning som by og hvad den kan tilbyde, fortæller Christian Mieritz.