Sådan, Herlev Eagles.
Klubben er stadig ubesejret i Europa og er nu også klar til Continental Cup-finalen i januar.
I går vandt Eagles med 5-2 over de Asiago og er altså nu sikre på at gå videre.
Eagles sad fuldstændig på første periode og fik lagt et tungt pres på italienerne, der havde svært ved at kapere det aggressive Herlev-hold.
Derfor var det såre fortjent, at Herlev var foran 2-0 efter de første 20 minutter på mål af Isak Ask og Carl Skärström.
I anden periode havde Herlev stadig godt fat i starten, men tabte grebet i de sidste 10 minutter, hvor Asiago fik udlignet - kampen var fuldstændig åben igen før de sidste 20 minutter.
Men Herlev lod sig på ingen måde ryste og fortsatte med at arbejde hårdt, da de sidste 20 minutter gik i gang. Matthias Asperup var på pletten allerede efter tre minutter af perioden og "jokeren" Frederik Bjerrum tog såmænd et mål mere med hjem til Danmark.
På Asiagos hjemmeside anerkender man i den grad, at Herlev-sejren var fortjent og Asperup tog en scoring mere med hjem på hotellet, da han satte 5-2'eren i slutfasen.
Dermed er Herlev stadig ubesejret i gruppen og spiller i dag gruppefinale mod Nomad Astana fra Kasakhstan, der ligeledes har vundet de to første kampe. Asiago og Corona Brasov spiller om den sidste plads i Super Final i januar.
I øvrigt: Herlev-staben er ikke det eneste danske islæt i Asiago: Jacob Grumsen er af sted som dommercoach og Frederik Nielsen er linjedommer. I den anden gruppe i Belfast er Andreas Nyegaard og Mikkel Olsen på plads som danske dommere.