Træneren ærgres sig over, at han ikke kunne give det en chance mere hos Blue Fox

Herning sagde for et par dage siden farvel og tak for indsatsen til træner Ben Cooper. En vellidt skikkelse i organisationen og også en mand, der gerne ville have fortsat i klubben. Men også en træner, der var realistisk nok til at indse, at han ikke havde opnået, hvad Herning gerne ville.

- Da jeg sagde ja til jobbet i Herning, var jeg godt klar over, at jeg kom til en klub, hvor det altid handler om at vinde og vinde titler. I den første sæson var vi virkelig tæt på at kulminere på toppen, men i den anden sæson har resultaterne ikke været gode nok. Det er mit ansvar som cheftræner, siger Ben Cooper til Herning Folkeblad.

I foråret 2020 kom Herning bragende ind i slutspillet på en andenplads i grundserien og med en formkurve, der sagde spar to til det meste. Grundserien blev afsluttet med 10-1 over Aalborg, men så kom coronaen og lukkede sæsonen. I 2020/21 har Herning på ingen måde nået de højder, som Coopers mandskab ramte i 2019/20-sæsonen.

- Selvfølgelig har jeg lavet fejl og truffet forkerte beslutninger undervejs - det gør vi alle sammen. Men overordnet set er der kun nogle få detaljer, jeg ville gøre om, hvis jeg fik chancen igen, siger Cooper til Herning Folkeblad - og understreger, at han og organisationen skilles ad i god ånd. 

Ben Cooper kom til Herning med flotte meritter på sit cv. Blandt andet som videocoach for Canadas OL-mandskab. Jobbet i Herning var hans første som cheftræner og han skal nu videre ud i verden for at fortætte med at bygge sit navn op. 


Julian Jakobsen: Den her serie bliver tæt MATHIAS MØLGAARD vil prøve nyt efter tre sæsoner i Frederikshavn