Rungsted-målmanden holdt Frederik Andersens store konkurrent ude fra AHL for et tiår siden

Ishockeyverdenen er en lille størrelse, selv om den er verdensomspændende. 

Der er ikke mange led fra den ene spiller, træner, leder eller direktør til den anden, og i den forbindelse faldt jeg lige over en sjov lille historie fra NHL-atmosfæren her til morgen.

Hvis man følger med hos Toronto Maple Leafs, hvilket er nærliggende grundet Frederik Andersen, vil man for længst have opdaget, at den hotteste mand hos Toronto lige nu hedder Jack Campbell.

Set med Andersen-øjne er det ikke godt. Campbell, der egentlig var hentet som backup for Andersen, har vundet ni kampe i træk, og har dermed tangeret Toronto-rekorden, som han nu deler med Felix Potvin. Campbells stærke indsatser betyder, at der nu - mere end nogensinde - stilles spørgsmålstegn ved Andersens plads som førstemålmand i Toronto.

Jack Campbell er 30 år, og hans vej til Toronto har været "bumpy" og præget af mange tilbageslag og skader. Nu er han endelig i topform.

Og hvad har Campbell så med Metal Ligaen at gøre:

Jo, The Athletic lancerede i går et længere portræt af Toronto-målmandens vej til toppen, og et af stederne stødte han såmænd på en af de aktører, der lige nu spiller slutspil i Metal Ligaen. Vi oversætter direkte fra The Athletics artikel.

"Campbells første sæson i AHL (2012/13) var glimrende. Med 40 kampe spillet og 90,5 som redningsprocent var resultatet ok. Men det stod klart, at konkurrencen i AHL var en anden end i hans juniordage. De andre målmænd i ligaen var ældre og mere vant til at spille på det niveau.

Campbells primære konkurrent i Austin hos Texas Stars i det første år var Cristopher Nihlstorp, en 28-årig målmand som havde spillet et årti i Sveriges bedste ligaer, før han kom til AHL. Da Campbell fik en lårskade i 2013/14 og måtte tage en skadespause, snuppede Nihlstorp og gav den ikke væk igen. Svenskeren tog Texas Stars hele vejen til AHL og Calder Cup." 

En ganske kuriøs historie fra fortiden, og hvem ved, om det er en anekdote, Nihlstorp går og underholder lidt med nu, hvor Campbell er et af de hotteste navne overhovedet i den canadiske North Division. 

Cristopher Nihlstorp er i øvrigt en af de mest meriterede spillere, der overhovedet har været i dansk ishockey. Udover AHL-triumfen er han dobbelt svensk mester, har spillet seks NHL-kampe og været på det svenske landshold. Det er flot karriere, der måske lakker mod enden for den 37-årige svenske målmand hos Rungsted. 


Syv mål på under 12 minutter: Vanvittig Esbjerg-sejr OPTAKT: SønderjyskE-Rungsted Seier Capital