Odense-forwarden helliger sig familielivet og drager tilbage til Canada når sæsonen er ovre

En af de store personligheder i Metal Ligaen har besluttet at stoppe karrieren efter denne sæson, og han skriver sig derefter ind i historien, som en af de importspillere man vil huske – og tale om, når vi om 10 eller 20 år diskuterer ”de gode, gamle dage”.

Det drejer sig om Odense Bulldogs-forwarden Dale Mitchell, der efter en lang og flot karriere rejser hjem til Canada efter denne sæson for at hellige sig en civil karriere og prioritere familielivet over ishockeyen.

Det bekræfter han overfor Metalligaen.dk.

- Det her er min sidste sæson som professionel ishockeyspiller. Nu skal jeg begynde et nyt liv i Essex County (Dale Mitchells hjemegn i Canada). Vi har en knægt på tre år, som skal begynde i skolen næste efterår og det skal gerne være derhjemme, siger han.

- Jeg har måske noget tilbage ”i tanken”, men det er hårdt at tage familien med over Atlanten hvert eneste år, og der er langt hjem til bedsteforældrene. Nu gælder det ikke mere kun om mig, men om familien. Jeg elsker stadig at spille hockey, men glæder mig også over, at den næste del af livet skal til at begynde, siger Dale Mitchell, der satser på et job som brandmand, når han igen rammer Canada.

Dale Mitchell kom til Danmark i 2014/15 og gjorde straks indtryk. Han var hurtig, aggressiv og scorede masser af mål for Odense Bulldogs. Han gjorde sig samtidig bemærket med en gigantisk energi, der ikke var set lignende i mange sæsoner i dansk ishockey.

Det er svært at finde episoder, hvor Mitchell har spillet beskidt, men til gengæld gik han nu og da lige til grænsen – og nogle gange over – i sin gestik, sine små infights og sine verbale udbrud overfor modstanderen.

Det betød, at Dale Mitchell hurtigt blev en af de spillere, som man gik i hallen for at opleve. I Odense holdt de af ham, alle andre steder var tilskuerne efter ham. Med det samme stod det også tydeligt, at han var en import langt over gennemsnittet rent spillemæssigt – ikke mindst med sit lynende hurtige skøjteløb.

Hans tid i Odense kulminerede i foråret 2017, hvor hans samarbejde med Tony Romano og Sebastian Strandberg i fynboernes førstekæde klikkede helt forbilledligt. Odense blev nummer to i grundspillet og vandt stensikkert 4-0 over Rungsted i kvarten. I semifinalen kunne fynboerne – uden en skadet Romano og med en halvskadet Strandberg – ganske enkelt ikke lirke Gentoftes stærke defensiv op og tabte 1-4 i kampe.

Den serie jager stadig Dale Mitchell den dag i dag, for er der en klub, han gerne ville have ført til en DM-titel, så er det Odense Bulldogs.

I 2018/19 var han skiftet til Frederikshavn og kom i semifinalen med nordjyderne. Rungsted blev endestationen i seks kampe. Også i Frederikshavn gjorde Mitchell stort indtryk, og han blev med årene en mere rolig type, hvilket også afspejlede sig i antallet af udvisningsminutter.

Et år i DEL2 i Dresden var ved at blive rigtig godt, da ”Eislöwen” kom godt ind i slutspillet, men så kom Coronaen over verden og stoppede sæsonen – også i Tyskland. På det tidspunkt var det allerede annonceret, at Dale Mitchell ville vende tilbage til Odense, hvor han startede denne sæson med en meniskoperation.

Den har præget Mitchell, der har haft svært ved at finde rytmen på et Odense-hold, der har været ramt på selvtilliden i denne sæson og næppe kommer med i slutspillet medmindre, der sker mirakler.

Det hele er sket uden tilskuere, og dermed er Mitchell sidste dans i dansk ishockey slet ikke blevet som håbet for canadieren. Uanset hvad, er han en spiller, man kommer til at savne. Ikke blot i Odense, men også i resten af ishockey-Danmark.

Han fik en enkelt Metal Cup-titel med fra hjerteklubben Odense, og har været med på Metal Ligaens All Star Team. Desuden har Dale Mitchell tidligere i karrieren vundet OHL og den største titel i canadisk juniorhockey, Memorial Cup, med sin daværende klub Windsor Spitfires. Begge to gange. Han blev draftet i 2007 af Toronto, og spillede AHL og ECHL, inden han begyndte sin lange europæiske karriere, der begyndte i Dornbirn i Østrig og i marts slutter i Danmark.

- Det har været en god og helt speciel tid i Danmark. Jeg ville meget gerne have haft en guldhjelm med, men glæder mig over mange gode år. Både i Odense og i Frederikshavn er jeg blevet behandlet rigtig godt, siger Dale Mitchell.


Solide SønderjyskE sejrede igen i Herlev OPTAKT: Herlev Eagles-SønderjyskE