Hvem bliver dansk mester 2025/26, Herning Blue Fox eller Herlev Eagles?
Pudsigt nok sluttede alle seks serier i kvart- og semifinalerne 4-1 i kampe, men i de fleste af dem var der hårdere og tættere kamp, end cifrene antyder. Sådan skal det selvfølgelig også være, når det for alvor brænder på.
Frits Nielsen, Jimmy Bøjgaard og Peter Fredberg ramte plet i begge semifinaler, mens Michael Søvsø blev snydt af fremstormende Herlevs sejr over de forsvarende mestre fra Odense.
Vi giver ordet til de fire.
Frits Nielsen

Nu skal det være, lyder det i både Herning og Herlev. I Blue Fox har 14 lange pinefulde sommerferier gjort ondt, men det er intet imod Herlevs årelange lidelser. Sidst Herlev festede med guldøl var i 1984, da Herlev vandt anført af de canadiske angribere Frank Barth og Dana Barbin med Richard David som træner, hvis der ellers stadig er nogen som mig og Fredberg, der husker det trekløver.
Jeg er bange for, at 42 bliver til 43, for Herning Blue Fox ser bedre ud på de parametre som trænere, målmænd, backer, angribere. På powerplay, fysikken og viljen.
Jeg giver 1-1 på trænerside. Der er vel ingen, der pludselig hiver noget nyt og afgørende op af skuffen. Alle er forberedt til fingerspidserne.
Målmændene så. Jeg tror også den kamp er lige. Jeg havde jo Hernings 20-årige Janis Fecers, som grundspillets MVP. Uanset statistikker så tabte han ikke én eneste kamp i grundspillet. I sig selv nok til den titel.
Men nu er det finale, og Herlevs svenske målmand, 27-årige Emil Zetterquist, skal levere varen. Jeg skal ikke dvæle med procenter, for som keeper handler det om at stoppe pucke og vinde kampe. Længere er den jo ikke, og begge målmænd har leveret det, der skal til for at nå en finale. Punktum.
Men jeg vil alligevel lægge presset på Emil Zetterquist, som skal spille næsten over evne, hvis Hernings målmaskine skal stoppes.
Lad mig give den 1-1 på målmandsposten, selvom jeg stadig tror mest på Fecers.
På backsiden er Blue Fox bedst. Seks stærke backer og med svenskeren Petter Hansson som syvende back i semifinalerne. Mindst 2-1 til Herning.
Offensiven er i moderne hockey alfa og omega. Den har bragt begge hold i finalen, og ikke mindst sendt Blue Fox til tops i grundserien med 240 scoringer. 63 mål flere end Herlev. I slutspillet står den foreløbig 47-33.
Det bliver Herlevs væsentligste opgave at neutralisere Hernings offensiv, Hernings førstekæde og Hernings powerplay.
Det bliver en stor opgave for Herlev og ikke mindst Zetterquist.
Så selvom Herlev med Victor Cubars i spidsen også kan finde nettet, tror jeg på, at Herning også har lidt flere strenge at spille på offensivt. Så endnu en 2-1 i Hernings favør.
Hvad mangler vi så? Viljen, fysikken. Her skal Herlev være bedst, hvis de vil hyldes på rådhuset. Så for spændingens skyld, lad os antage det, og give Herlev en 2-1.
7-6 til Blue Fox endte den lille leg så. Vi får se, om viljen og fysikken kan neutralisere offensiven i det lange løb. Eller om Blue Fox kan matche viljen og fysikken, for så tror jeg helt sikkert ræven løber med guldet før kamp 7.
Alt i alt har jeg flest fordele til Herning Blue Fox, men ikke mere end at det kan blive spændende i hver af de forhåbentlig syv kampe.
For nu fortjener vi tilskuere lidt spænding og dramatik efter nogle lidt kedelige kvart- og semifinaler.
Undskyld, Odense, I gav Herlev kamp i samtlige minutter.
Så lad mig skyde en afgørelse til Herning den 30. april i kamp 7, hvor Hernings hjemmebane bliver forskellen, og dermed 4-3 og guld til Herning Blue Fox.
Mit tip: Herning Blue Fox vinder 4-3 i kampe
Michael Søvsø

Siden 2012 har Herning Blue Fox ikke vundet DM-guld, og klubben har tabt fem finaler siden dengang. I år har Herning været så suveræn i grundspillet, at det har mindet om 90'erne og 00'erne, hvor midtjyderne bare vandt og vandt.
I et helt år har jeg pralet med, at jeg var den eneste, der tippede på Odense Bulldogs i sidste sæsons finale. Det gjorde jeg, fordi Herning havde vist svaghedstegn i semifinalen, og fordi Odense bare virkede som et hold, der havde en bedre målmand og de to superbacker Malte Setkov og Brandon Estes.
Og da træner Paul Thompson pludselig trak en taktisk overrumpling frem i den første kamp ved at presse Herning-holdet højt, havde han trumfet Garth Murray og sendt momentum over på den fynske banehalvdel.
Herning har lært af sidste sæsons finalenederlag. Garth Murray har med sikkerhed en plan B klar, hvis Herlev overrasker, og så har Herning bedre backer end sidste sæson, importspillerne er bedre, og angrebslinjen ser bredere ud. Glem heller ikke, at bindeleddet i førstekæden mellem Bau og Poulsen, Derian Plouffe, udgik i kamp to i Odense.
Uden at disrespektere Oliver Kiljunen, er hans fravær nemmere at erstatte end Derian Plouffes var i sidste sæson.
Jeg tror, det bliver svært for Herlev at overkomme Herning over syv kampe og tipper den lidt 'kedelige' 4-2-udgang i Herning-favør.
Hernings største fjende er presset. Herning skal vinde, og bliver de bragt ud af balance, kan det afstedkomme nervøsitet og ubalance.
Det har vi set i både kvart- og semifinale-serien. Men vi har også set, at Herning er kommet stærkt igen.
Herlev skal leve på spilleglæden, tempoet og følelsen af at have alt at vinde og være total underdog. I år tipper ikke engang jeg på sensationen/overraskelsen.
En god gruppe kan bære langt, og det bliver et "lydhelvede" for Herning at spille i Herlevs tætte arena. Euforien har hersket i Herlev de seneste uger, og det er også den, Herlev skal håbe på dukker op - måske allerede i weekenden.
Og så havde Herlev altså mere ”stamina” i en hård fight mod Odense, end jeg havde regnet med. Det taler også for en tæt finaleserie.
Mit tip: Herning vinder 4-2 i kampe
Jimmy Bøjgaard

Hvilken fantastisk DM-finaleserie, vi står foran. Jeg er fuldkommen forelsket i historien om Herlev som den ene finaledeltager, også selvom det slet ikke er en overraskelse. Holdet og klubben har taget store skridt i de senere år, og de sportslige skridt fremad i slutspils- og Final 4-sammenhæng har slet ikke været tilfældige, hvilket denne finaledeltagelse jo blot understreger sammen med deres suveræne andenplads i grundspillet, hvor deres flotte og stabile pointhøst gør Herlev til meget fortjente finaledeltagere.
Det er også et friskt pust til toppen af dansk ishockey, efter et årtusinde domineret af de otte andre klubber i ligaen, som på skift alle har været med i finaleserier, mens Herlev er der for første gang siden 1984. 42 års finaletørke!
Ingen i Herlevs trup var selvfølgelig født dengang. To af holdets trænere ej heller. Assisterende træner og Herlev-legende Kim Staal var seks år gammel dengang Frank Barth og Dana Barbin lavede 102 og 98 point i de 33 kampe på vej mod guldet.
Finaleserien giver minder om 2017, hvor Gentofte Stars overraskende var med, men tabte til Esbjerg.
Efter to charterferier undervejs i slutspillet - ni dage mellem kvart- og semifinaler, og nu syv dage før finalerne – skal finalerne sjovt nok jappes igennem på 14 dage, og dermed er en mulig kamp 7 rykket en dag frem til torsdag den 30. april. Hvorfor? Fordi spillernes kontrakter udløber den dag ved midnat.
Hvilket planlægningscirkus efter 16 dages ophold tidligere i slutspillet. Det er sportsligt en skandale, for pludselig skal kamp 4-7 afvikles på blot syv dage. Det er umiddelbart en fordel for Herning, men hvorfor overhovedet denne mærkelige slutspilsrytme, som åbner for spekulationer.
Dansk ishockeys flagskib på klubsiden, Herning Blue Fox, er store favoritter til mesterskabet, og de bør vinde deres første mesterskab i 14 år.
Herlev er ikke en nem modstander overhovedet, og mange finaler bliver meget tætte, men det er stadig et regulært drømmescenarie for Herning, at stå med Herlev, mens Aalborg, Esbjerg, Odense og Rungsted er på sommerferie.
Et mesterskab vil være tiltrængt for de hungrende midtjyder, som ellers er førende i både mesterskaber og DM-medaljer.
Jeg tror, at de vinder på bedre top, bredde, disciplin, special teams, og trænerteam. Kombineret med hjemmebanefordel, så sikrer det guldet til Herning i fem kampe i en finaleserie med to vindende hold.
Mit tip: Herning vinder 4-1 i kampe.
Peter Fredberg

Det må gøre ondt på Danmarks mest vindende klub, at den ikke har vundet siden 2012.
Selvfølgelig må den 17. guldmedalje dumpe ned i en så ambitiøs og velfunderet klub som Herning Blue Fox. På et eller andet tidspunkt. Men hvornår?
Mit bud: Snart. Meget snart. Måske om seks kampe.
Herning var i en klasse for sig i grundserien. Og jeg tror såmænd, at det var ganske sundt at blive vækket af Rødovre og Rungsted og mindet om, at alle er farlige.
Husk også, at Herning i år er styrket siden sidste sæson. Setuppet omkring triumviratet holdet, trænerteamet og Peter Regin er skræddersyet.
Efter en længere rundrejse og senest fire sæsoner i Aalborg er Patrick Bjorkstrand i gang med en flot comebacksæson i barndomsklubben. Han er i dag den eneste, der var med for 14 år siden.
Vi vender blikket mod Herlev. Det er en kunst at købe ind, og der er næppe nogen i denne kunstart, der har været bedre til det end Eagles op til denne sæson.
Af de nye ørne, som har gjort en forskel, er hardhitteren og topscoreren Victor Cubars og playmakeren Gustav Green, som begge er kommet fra Rungsted, Carl Skärström fra Östersund og Mathias Ingemann Larsen fra Växjö. En håndfuld andre kunne også fortjene at blive fremhævet.
Det er en finale, Hockey-Danmark glæder sig til at se. Danmarks to bedste hold. For at bruge en slidt kliché: Dén, der arbejder hårdest, vinder.
Kun én gang har Eagles vundet guld. I 1984. Det var den gang, der blev spillet bedst af tre kampe. Herlev gjorde sig færdig i to, men i den sidste, i Aalborg, var det uden landsholdsforwarden Jan Larsen.
Han var blevet skadet i den første kamp og lå på amtssygehuset i Glostrup, da spillerne kom hjem fra Aalborg. Selvfølgelig blev der gjort stop ved hospitalet på vejen til festen i klubhuset, så Jan kunne få sin velfortjente guldmedalje overrakt på sengekanten. I dag er han fysisk træner for det succesrige Herlev-hold.
Cheftræner i 1984 var legendariske Richard David, som i en årrække har boet i Stavanger. Han er blandt tilskuerne på søndag i Herlev for at hilse på gamle venner.
Mit tip: Herning Blue Fox vinder 4-2 i kampe