Frederikshavn White Hawks præsenterer Lukáš Pařík som ny målmand i truppen for den kommende sæson.

Frederikshavn White Hawks præsenterer sin nye målmand således: 

Den 25-årige tjekke bringer både størrelse og kvalitet til målmandsposten. Med sine 193 cm har han en naturlig fysik, som han formår at udnytte effektivt i sit spil, kombineret med en solid teknisk base og en rolig fremtoning i målet.

Pařík har gennem sin karriere markeret sig på den internationale scene. Han har repræsenteret Tjekkiet ved både U18-VM og to U20-verdensmesterskaber, hvor han har været en del af landets talentmasse på højeste niveau. Derudover har han fået debut på det tjekkiske A-landshold. 

Hans potentiale blev tidligt anerkendt, da han blev valgt i 3. runde af Los Angeles Kings i draften til NHL. Draften kom efter et stærkt U18-VM og blev startskuddet til et ophold i Nordamerika, hvor han i to sæsoner videreudviklede sit spil i juniorrækkerne hos Spokane Chiefs i WHL og Dubuque Fighting Saints i USHL. 

Siden har han opbygget værdifuld erfaring på seniorniveau med sæsoner i både AHL og ECHL, hvor tempoet og niveauet er højt. Hertil kommer to sæsoner i den tjekkiske Extraliga, som regnes blandt Europas stærkeste ligaer, samt senest i den næstbedste tjekkiske liga.

Lukáš Pařík udtaler:
 - At skifte til White Hawks er et spændende skridt videre i min karriere. Jeg er klar til at komme med masser af energi, konkurrere på et højt niveau og gøre alt, hvad der skal til for at hjælpe holdet til at vinde. Jeg ser frem til at komme til Frederikshavn og møde både holdkammeraterne og fansene. Vi ses snart."

White Hawks får med Lukáš Pařík en målmand med solid international erfaring og et godt fagligt fundament. Han kommer til klubben med en baggrund fra både nordamerikansk hockey og den tjekkiske liga, hvilket beviser, at han kan begå sig på højt niveau.

Hans spillestil er kendetegnet ved teknisk disciplin, god positionering og ro i pressede situationer. Samtidig er han dygtig i spillet med sin stav, hvilket giver holdet en ekstra dimension i håndteringen af pucke bag eget mål.

Lukáš Pařík har valgt at spille i trøje nummer 34. 

 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Herlev Eagles