Forbuddet mod større forsamlinger fortsætter til og med august

"Tilskuersporten" - herunder ishockeyens Metal Liga - er i den grad ramt efter statsminister Mette Frederiksens fortsatte lukning af større forsamlinger. Der er ikke mulighed for tilskuere tidligst før august ebber ud.

Og den udmelding er en hård omgang for sporten, siger direktør for Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm, til dr.dk.

- Der har vi virkelig en hårdt ramt sektor. Det, der er meldt ud nu, er, at de store arrangementer er aflyst til og med udgangen af august for tilskuere, og der kan ikke spilles noget som helst frem til 10. maj.

- Vi er super hårdt ramt, men jeg kan ikke vurdere, om det er realistisk at spille turneringerne færdige. Men selv hvis man efter 10. maj kan spille uden tilskuere, så er der jo stor forskel på at opleve en fodboldkamp med og uden tilskuere.

- Økonomisk og sportsligt og for tilskuerne er det synd. Det er et hårdt slag for vores sektor, siger Morten Mølholm.

Skulle man her kaste en lille positiv faktor ind for ishockeysporten, er det, at Metal Ligaen - i modsætning til fodbold og håndbold - er afklaret for indeværende sæson og dermed har mulighed for at starte helt forfra efter de vilkår, der nu måtte være i sensommeren og efteråret. 

Men der åbner sig allerede nu rigtig mange spørgsmål i forhold til ishockeysæsonen 2020/21: Må man træne og spille træningskampe i august? Må der overhovedet være tilskuere til kampene? Hvordan arbejder man med fordelingen, hvis der for eksempel må lukkes 500 tilskuere ind? Hvad med Champions Hockey League, der normalt åbner i august? 

Kun de kommende måneder giver svaret derpå. Det er næsten umuligt at spå om noget som helst. 


Esbjerg Energy melder sig klar til den kommende sæson 16 ÅR SIDEN I DAG: Den mest vanvittige kamp nogensinde i dansk ishockey