Nyt navn på holdkortet hos sønderjyderne i aften i Esbjerg

Han har flere gange været meldt på vej til Danmark - eller har i hvert fald været "et varmt navn" flere gange - og nu lander den svenske center Emil Bejmo såmænd i Vojens, hvor han i aften skal spille med sine nye holdkammerater i Esbjerg.

Bejmo kommer fra den østrigske klub Lustenau i Alps Hockey League, hvor han ikke helt levede op til forventningerne, men til gengæld har han en fortid som ledende spiller i den svenske klub Mora, hvor han har været både kaptajn og assisterende kaptajn og spillet både i SHL og Allsvenskan. 

SønderjyskE Ishockey Support har været med til at sikre Emil Bejmos ankomst til klubben, skriver sønderjyderne på sin hjemmeside.

- Han er en hårdtarbejdende og skøjtestærk center, der har fået en god opvækst i svensk ishockey, hvor han også har masser af ungdomslandskampe på sit CV. Det er ikke længe siden, han havde en fremtrædende rolle i Mora IK, og når du har en lederrolle på et hold i den bedste svenske liga, har du både kvalitet på og uden for isen.

– Da vi fik muligheden for at få Emil Bejmo, slog vi hurtigt til, og vi har fundet økonomi til forstærkningen i det eksisterende budget samt med god opbakning fra SønderjyskE Ishockey Support, som vi i den forbindelse gerne vil sende en stor tak, lyder det fra sportschef Kim Lykkeskov. 


SønderjyskE-sportschef spår yderligere forstærkning STREAM: Rungsted Seier Capital-Rødovre Mighty Bulls