En af de markante og store skikkelser i dansk og ikke mindst sjællandsk ishockey er her ikke mere.
Ishockey-Danmark og ikke mindst Rungsted og Gentofte siger farvel til Ivan Halberg, der er afgået ved døden, 73 år gammel.
Ivan Halberg havde et kæmpestort hjerte for ishockeysporten, og nåede at spille 65 landskampe for Danmark og fire VM-turneringer. Han spillede over 400 kampe i den bedste danske række, hvilket i sig selv er en kæmpe præstation, eftersom man "dengang" ikke var i nærheden af at spille så mange kampe, som det er tilfældet i nutiden.
Det blev til 12 sæsoner for Rungsted og seks sæsoner for HIK, og som Rungsted og Gentofte skriver i et fint mindeord på klubbernes Facebook-sider - og hvilket tidligere holdkammerater og modstandere kan nikke genkendende til, så var Ivan Halberg kendt for at være kompromisløs i sin indstilling til spillet.
Han var en mand, der fightede til det sidste, og en type, der altid gik forrest både til kamp og træning.
- Ivan var måske ikke den største tekniker, men hans indstilling til sporten gjorde, at han blev en stor publikumsfavorit i både RIK og Gentofte. Mange unge spillere kunne i dag godt lære meget af Ivans indstilling til at træne, spille og vinde, skriver klubberne således også i mindeordet.
Da han stoppede som spiller, var han aktiv som træner og leder i ishockeysporten på klubplan i mange sæsoner, og var blandt meget andet eliteudviklingstræner i Danmarks Ishockey Union i den sidste del af 90'erne. Han forblev aktiv til det sidste i El-hockeysporten under Parasport Danmark, hvor hans muskelsvindsramte søn Niclas, var en af aktørerne på banen.
Mindeordene fra Rungsted IK og Gentofte afsluttes således:
- Det er med stor sorg, at dansk ishockey, og specielt RIK og Gentofte har mistet en stor ishockeyprofil. Klubberne RIK og Gentofte vil gerne takke ildsjælen Ivan, for hans mange år i de to klubber, og hans dedikation til ishockeyspillet.