Det blev næsten glemt på grund af den vilde afslutning i søndagens kamp i Rungsted: Hjemmeholdet var faktisk ikke mere end seks minutter fra at vinde DM-guldet og set over 60 minutter var Rungsted der spillemæssigt var skarpest.
I store dele af de to første perioder pressede hjemmeholdet Aalborg hårdt, og det er også på den baggrund, at træner Erik Hjalmarsson har en god følelse med til Aalborg i aften.
Det siger han til DR Sporten.
- Jeg har en virkelig god fornemmelse. Selvom at vi ikke har vandt i søndags, så havde vi en god kamp, og det giver en god fornemmelse.
- Jeg vil have os til at fortsætte, som vi har gjort. I søndags havde vi et godt drive. Vi kommer bag om modstanderen, og tvinger dem til at spille en del forsvarsspil. Vi satte et godt pres på dem, og det synes jeg vi skal fortsætte med, siger Erik Hjalmarsson til DR Sporten.
Da Rungsted senest vandt det danske mesterskab med Hjalmarsson i trænersædet, sikrede nordsjællænderne sig også guldet på udebane. Dengang via en 1-0-sejr i en propfyldt Frøs Arena. Den triumf kan altså potentielt gentages i Aalborg i aften.
De to hold mødes for 12. gang i sæsonen i aften. Aalborg fører med 7-4 i det samlede regnskab, men skal altså vinde mindst en gang mere for at fremtvinge den 13 og sidste duel, som ikke bliver en realitet, hvis Hjalmarssons gode fornemmelser holder stik.