Esbjerg Energy - Rødovre Mighty Bulls 4-1 (1-0, 2-1, 1-0).
Det var Esbjergs tur til at fejre veteranerne, og det endte med en 4-1-sejr til hjemmeholdet i denne fredagskamp mod Rødovre.
Indledningen var uden stor nerve. Begge mandskaber søgte at minimere fejl og sikre sig defensivt. Hos gæsterne var William Rørth tilbage efter et par kampe med skader, og han blev hurtigt spillet varm. Det var hjemmeholdet, der dikterede spillet, der for det meste foregik i udeholdets zone.
Vi skulle hel hen til de sidste minutter af første periode, før Esbjerg prikkede hul på scoreboardet. Grayson Downing fik tæt under mål styret et skud fra Simon Grønvaldt forbi en chanceløs Rørth. Spillet forinden bød på gæsternes største mulighed til Brandon Magee, som sidste sæson spillede hos hjemmeholdet.
Opgørets første udvisning gik til Rødovre allerede i første minut af anden periode. Hjemmeholdets overtalsspil var ikke prangende og begge mandskaber fortsatte fuldtallige, inden rollerne blev byttet om og sendte Rødovre i overtal med samme resultat.
En holdstraf til gæsterne banede vejen til en fordobling af Esbjergs føring, da Rasmus Bjerrum satte sidste stav på pucken.
Endnu en udvisning til Rødovre blev afviklet uden de store tilbud og straks fuldtallige kom Rødovres Brandon Magee afsted og fri under kassen og hakkede pucken over skulderen på Nicolaj Henriksen til reducering.
De mange spilvendinger og højere tempo i anden periode hævede intensiteten spillerne imellem. En udvisning mere til gæsterne blev afviklet uden de store armbevægelser, inden hjemmeholdets Phillip Schultz skubbede pucken det sidste stykke i mål og igen to måls føring til Energy.
Tredje periode startede med opvisningsscoring af Esbjergs Oscar Öhman, der afsluttede et mønsterangreb, og øgede afstanden på scoreboardet til tre. Målet lignede en afgørelse på kampen. Ingen kampe vindes i udvisningsboksen, og det måtte gæsterne sande i aften.
Halvvejs i slutperioden kom hjemmeholdets anden og tredje udvisning, men disciplineret indsats holdt gæsterne fra de helt store muligheder.
De sidste minutter af kampen var med hjemmeholdet i fuld kontrol, mod et modløst hold fra Rødovre, der ikke evnede at gøre hjemmeholdet fortræd.