Herlev Eagles - Esbjerg Energy 2-3 (1-0, 0-2, 1-0) 0-0, 0-1
713 tilskuere havde valgt at bruge tirsdag aften i Martinsen Arena, hvor to hold, der er på vej hver deres vej i formtabellen, mødtes. Herlev topper over de seneste fem kampe med 13 point, mens Esbjerg ligger næstsidst med bare 2 point, der kom i deres sejr efter straffeslag i Rødovre for halvanden uge siden.
Herlev kunne tage et stort skridt mod Final4 med en sejr, mens Esbjerg skulle se, om de kunne lukke lidt af det hul op til Rungsted på sjettepladsen, der havde åbnet sig op.
Herlev var til kampen uden Anton Johansson i defensiven, mens Lucas Carlsson, Rasmus Simonsen, Oliver True og Mathias Hansen var ude offensivt. For Esbjerg var det uden Jeff King i defensiven og Frederik Bjerrum i offensiven.
Målmandsduellen stod mellem Emil Zetterquist for Herlev og Jacob Smith for Esbjerg Energy. Zetterquist har spillet en god sæson for Herlev indtil videre, hvor han ligger med en redningsprocent i underkanten af 93 som ligaens bedste målmand, mens Jacob Smith ligger i den anden ende med lidt over 86 procent og lukket ca. 4,5 mål ind pr. kamp.
Det var Esbjerg, der startede kampen med en del puckbesiddelse, men det var Herlev, der kom til de første chancer, hvor Jacob Smith havde et par gode redninger. Hjemmeholdet fik også en gylden mulighed for at bringe sig foran i kampen, da første Philip Larsen røg ud for forsinkelse af spillet, og bare 40 sekunder senere var det Gordie Ballhorn, der røg ud for en boarding.
Selvom Herlev var to mand i overtal, så havde de problemer med at bryde Esbjergs boks ned, da Herlev havde meget langsom omgang med pucken, og ikke fik Esbjergs boksen til at bevæge sig.
Herlev kom foran cirka halvvejs i perioden, da Maxime Trépanier kom med fart på wingen, og lavede en skudfinte, der fik Smith til at sætte sig og kunne ikke nå over til den fjerneste stolpe, hvor Trépanier sendte den ind via køkkenvejen. Esbjerg var tæt på en hurtig udligning, men Zetterquist var hurtig over en løs puck.
Esbjerg pressede godt på mod slutningen af 1. periode, hvor de kom til enkelte gode muligheder uden, at man fik sat Zetterquist på de store prøver. Herlev fik endnu en mulighed i powerplay mod slutningen, men den blev spoleret, da Tim Daly endte i boksen, og gjorde, at Esbjerg kunne starte 2. periode i powerplay.
Selvom Esbjerg ikke udlignede i powerplay, så var der mere bevægelse, end der havde været Herlevs forsøg i powerplay. Esbjerg fik endnu en mulighed i powerplay, hvor de kom frem til enkelte muligheder uden at det for alvor blev farligt.
Esbjerg pressede meget på for en udligning, og den kom også ganske fortjent efter spil og chancer i 2. periode, da Aleksi Halme sendte pucken mod mål, men foran mål var det Grayson Downing, der styrede pucken i nettet til udligning.
Esbjerg var dog ikke færdige, for pucken var knapt smidt igen, så var Oliver Kjær sent afsted i friløber mod Zetterquist, som han udplacerede ganske sikkert, og stillingen var vendt på hovedet på bare 17 sekunder.
Begge hold havde gode muligheder, mens man havde presset modstanderen helt ned i egen zone, hvor det først var Matthias Asperup, der havde et næsten åbent mål, hvor Jacob Smith rykkede sig hurtigt til stolpen og reddede.
Kort efter var det Esbjergs tur til at have presset Herlev ned i egen zone, hvor Philip Larsen havde muligheden ved den fjerste stolpe, og denne gang var Zetterquist helt nede ved stolpen for at redde.
3. periode blev en periode med mange halve chancer, hvor man lige manglede den sidste portion præcision i den sidste aflevering, så muligheden kunne blev helt stor. Grayson Downing var tæt på at blive dobbelt målscorer, da han på baglinjen sendte pucken ind på Zetterquist, men pucken kom ikke over mållinjen.
Herlev fik udlignet, da Alex Lindström tilkæmpede sig pucken på egen blueline, og sled sig fri og alene mod mål, hvor han scorede sikkert på Smith, der havde haft god kamp uden, at han blev sat på de helt store prøver i kampen.
Begge hold fik lov til at spille fysisk ishockey, hvor man kunne se, at dommerne ikke ville have en uheldig rolle i afgørelsen i ordinær tid.
Begge hold havde gode muligheder for at komme foran i kampen, men kampen endte med 2-2 i ordinær tid, og der skulle så overtid til. Oscar Öhman tog en udvisning i sidste sekund af den ordinære spilletid, hvilket gav Herlev powerplay i overtiden.
I overtiden var det naturligvis Herlev, der havde pucken i starten, da de var i powerplay, hvilket gav et par chancer, men ikke noget, der blev afgørende for kampens udfald. Normalt spiller man tre mod tre i overtiden, men her endte det med at være fire mod fire i den resterende tid, da der ikke kom noget spilstop. Esbjerg var tættest på i overtiden, men den endte ligeldees målløs.
I straffeslagene blev det Grayson Downing, der blev noteret for den afgørende scoring, hvor Oliver Kjær også scorede for Esbjerg, mens både Maxime Trépanier og Nicklas Heinerö brændte muligheden for Herlev.