Rungsted Seier Capital-Esbjerg Energy 3-4 (1-1,1-1,1-1) 0-0,0-1

Der var spænding helt til det allersidste i Concordium Arena i aften, hvor Esbjerg Energy endte med at nappe to point.

Men det holdt hårdt for gæsterne, der først udlignede til 3-3 med 49 sekunder igen.

Det var Oliver Kjær, der cirklede et par gange og fik fundet et hul bag David Grubak, og 3-3 var vel egentlig et fair facit i jævnbyrdig kamp.

I overtiden blev Jeff King fældet af David Grubak, da Esbjerg-canadieren/amerikaneren driblede ind foran mål på en friløber. Det betød to minutters powerplay til gæsterne og den største mulighed overhovedet i overtid, men Energy formåede ikke at udnytte muligheden og så røg kampen i straffeslag. 

Oliver Kjær og Morten Jensen leverede begge flotte scoringer i straffeslagene, men begge brændte deres andet forsøg, da holdene måtte ud i ekstraomgangen. 

Og til syvende og sidst var det Grayson Downing, der stille og roligt lagde pucken gennem benene på Grubak og afgjorde begivenhederne i Rungsted denne aften.

De to hold delte målene både i første, anden og tredje periode. 

Philip Larsen sendte en fin pasning ind til navnebroren Schultz, der bragte Esbjerg foran. Theo Keilin udlignede for Rungsted i powerplay. 

Morten Jensen leverede et ordentlig flæk i anden periode, men Juuso Walli ville ikke stå tilbage for sin backkollega og udlignede til 2-2 for gæsterne. 

Gustav Green scorede et glimrende powerplaymål til 3-2, inden Oliver Kjær altså tog teten og sørgede for en pointdeling i ordinær tid. 

Esbjerg kunne glæde sig over at have Downing og Rasmus Bjerrum tilbage på holdkortet, men manglede altså stadig et firkløver (Andersen, F. Bjerrum, Grundtvig, Ballhorn), mens Rungsted var uden Gammelgaard, Peski, Whitney og Valdemar Hull. 

Begge hold kunne sagtens have glæde af at få mindst et par stykker tilbage inden slutspillet for at styrke bredden.

Rungsted tog et vigtigt skridt mod tredjepladsen med det ene point, mens Esbjerg stadig har mulighed for at fange Aalborg i kampen om top fire. 

Alt er åbent i det yderst spændende grundspil. 


OPTAKT: Odense Bulldogs-Aalborg Pirates Mathias Røndbjerg forlænger med Rungsted