Herlig underholdning i Granly Hockey Arena, hvor Esbjerg fortsatte med at overbevise og fik revanche mod Rødovre

Esbjerg Energy – Rødovre Mighty Bulls 7-3 (1-1, 3-1, 3-1) Esbjerg fravristede Aalborg Metal Ligaens andenplads, da man søndag slog Rødovre med 7-3 i en kamp, der bød på hele seks power play-mål. Heraf tegnede vestjyderne sig for fire på blot fem forsøg, Brady Shaw stod for kampens bedste detalje, da han battede pucken ind bag Janis Voris, med en afslutning fra omkring en halv meters højde.

Granly Hockey Arena dannede søndag eftermiddag rammen om sæsonens fjerde opgør mellem Esbjerg og Rødovre. Esbjerg sejrede tidligt på sæsonen i de to første opgør, mens vestjyderne denne gang havde revanche til gode, efter et straffeslagsnederlag i Rødovre for præcist en uge siden.

I bestræbelserne på at følge op på den forgangne uges bedrifter, som også talte en sikker sejr over Odense, stillede Rødovre med et mandskab uden Marco Illemann, Benjamin Mauritzen, Jonatan Nielsen, Oliver Reuter og Nikolaj Zorko, mens Esbjerg atter måtte undvære Jannik Christensen.

Målmandsduellen stod mellem Janis Voris og Mads Søgaard.

Forud for kampen blev Andreas Grundtvig kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Rødovre med stærk og koncentreret åbningsperiode
Der var blot spillet 16 sekunder, før gæsternes Jonas Sass for første gang fik testet Mads Søgaard i Esbjerg-målet. Det tidlige forsøg skulle vise sig at være en forsmag på en ganske glimrende og optimistisk åbningsperiode af Rødovre, der gik uimponeret ind til opgaven.

Et hårdtarbejdende Rødovre-mandskab var gode til at holde Esbjerg-spillerne på afstand af Voris’ mål og markeringerne sad tæt.

Som perioden skred frem fik Esbjerg dog, med lige dele skøjteløb og tunge tacklinger arbejdet sig ind i kampen. Der blev generelt spillet med stor fysik fra vestjydernes side nu, hvor man benyttede de fleste lejligheder til at få tacklet igennem.

Værterne blev mere nærgående, som man nærmede sig periodens halvvejsmærke, dog stadig uden at man fik skabt de helt store og åbne målchancer.

I det 10. minut tegnede gæsternes nyerhvervede franske back Antonin Manavian sig for kampens første udvisning, da han måtte til afkøling for en cross-checking.

Esbjerg kunne dermed rulle overtalsformationerne ud og her fik man hurtigt etableret sig i Rødovres zone. Efter et langt og vedvarende pres kunne Brady Shaw til sidst bringe Esbjerg i front med 1-0 i powerplay, da han tog sagen i egen hånd, skar ind i banen og fra udkanten af faceoff-cirklen, resolut slyngede pucken ind bag Janis Voris. Scoringen blev set igennem på video af dommerne, men blev altså godkendt.

Glæden skulle dog vise sig kortvarig hos Esbjerg-spillerne, der måtte se Rødovre slå tilbage blot et minut senere. Med 7:41 tilbage af perioden udnyttede gæsternes Magnus Povlsen således kynisk en vestjysk fejlpasning, da han fra mellemdistancen trykkede af første gang og passerede Mads Søgaard lavt i målet til 1-1.

Tre minutter før pausen var det ved at blive farligt for hjemmeholdet, da et opmærksomt Rødovre-mandskab forsøgte at udnytte at Esbjerg halvkiksede i forbindelse med en udskiftning. Simon Grønvaldt nåede dog ind og kom i vejen for gæsternes kontramulighed.

Esbjerg tog over og trak fra
Da Charles Corcoran fik raget en udvisning til sig i åbningsperiodens sidste sekunder, kunne gæsterne starte anden periode med to minutters overtal. Her pressede Rødovre på i næsten fulde to minutter, men fandt aldrig den afgørende åbning.

Med værterne fuldtallige igen, så Esbjerg-spillerne sig ikke tilbage i en anden periode, som man i høj grad dominerede og hvor man bemærkelsesværdigt vandt skudstatistikken med intet mindre end 25-4!

Esbjerg havde virkeligt kampens momentum og formåede, skift efter skift, at fastholde grebet om Rødovre, således at næsten alt foregik i gæsternes zone og på værternes præmisser.

Efter otte minutter fik Rødovres Trevor Cheek, helt unødvendigt, trukket to udvisninger til sig på samme tid og Esbjerg havde dermed fire minutters overtal. Her trådte den teknisk velfunderede back Cam Knight i karakter, da han med en fornem solotur hele vejen op igennem banen satte et par Rødovre-spillere af, inden pucken blev sendt ind under Voris til 2-1.

Esbjerg kunne fortsætte i power play, da scoringen faldt mindre end to minutter inde i Cheeks dobbeltudvisning. Her havde man flere gange gæsterne på krogen, men Voris tog godt fra i målet på forsøg fra først Felix Scheel og siden Charles Corcoran.

Da Davis Vandane og Wiley Sherman begge fik raget udvisninger til sig med kort interval fik gæsterne chancen for at spille fem mod tre i 1:18 og det var længe rigeligt for Rødovre, der ikke var sene til at udnytte overtallet. Esbjerg kunne ganske enkelt ikke modstå presset og Trevor Cheek fik til sidst trykket pucken helt ind over stregen for gæsterne til 2-2.

Tilbage til fem mod fem spillet sad Esbjerg fortsat på det meste, og det var derfor heller ikke ufortjent, at hjemmeholdet igen kunne bringe sig i front med godt to minutter tilbage af perioden. Davis Vandane tog chancen med en lumsk afslutning fra blue line. Forsøget fik lov til at gå hele vejen og Vandane kunne dermed notere sig sit første sæsonmål for vestjyderne, efter at have hældt en god spandfuld assists ind på kontoen hidtil i sæsonen.

En Rødovre-udvisning et halvt minut senere sendte Esbjerg i overtal og her viste værterne igen deres kvaliteter i den disciplin, da Felix Scheel var først over en retur fra Voris og ubesværet bragte Esbjerg på 4-2, hvilket også var stillingen forud for tredje periode.

Brady Shaw med flot detalje i power play

Felix Scheel fik tiltrukket sig dommernes opmærksomhed med en ureglementeret tackling på gæsternes Oliver Kjær efter et minuts spil og Scheel måtte indkassere to minutter for en cross-checking.

Rødovre fik i deres powerplay testet stolpen bag Mads Søgaard, men et halvt minuts penge senere kunne stolperne ikke redde Søgaard, da Rødovre reducerede til 4-3 ved Phillip Schultz, der fulgte op på Nicklas Carlsens forarbejde, og med en enkel baghåndsafslutning tæt under mål, formåede at reducere for gæsterne.

Kun en stor redning af Mads Søgaard forhindrede Marcus Almquist i at bringe balance i regnskabet efter seks minutters spil. Søgaard nåede med hiv og sving forflytningen i tide og fik lukket af langs isen.

Rødovre havde igennem det meste af kampen spillet med fuld fokus og koncentration, i hvert fald hvis man ser bort fra Trevor Cheeks unødvendige dobbeltudvisning i anden periode. Men som tredje periode skred frem og intensiteten steg, så lod Rødovre-spillerne nu så småt frustrationerne boble over.

Dette afstedkom en udvisning til Magnus Povlsen, der i ren irritation begik en tripping syv minutter inde i perioden.

Straffen faldt prompte, da Esbjerg kun behøvede 17 sekunders power play-spil til at bringe sig foran med 5-3. Og hvilken detalje; Brady Shaw formåede her, ganske køligt, at ”batte” pucken ind fra hvad der lignede en halv meters højde. Stærkt af Shaw, der dermed noterede sig sit andet mål denne aften.

Minuttet efter kunne og burde det nok være blevet 6-3, da Søren Nielsen og Rasmus Bjerrum broderede sig igennem gæsternes defensiv. Men Voris kom i vejen med en fremragende redning.

Der blev i den grad gået til stålet i en intens tredje periode. Der var ikke som sådan ondt blod mellem de to hold, men ingen ville frivilligt give sig en millimeter i nærkampene.

Som kampen nærmede sig sin afslutning sad man dog med en klar fornemmelse af, at Esbjerg var ovenpå fysisk såvel som spillemæssigt.

Derfor var det heller ikke den store overraskelse, at Esbjerg formåede at trække fra gæsterne til sidst. Med ti minutter igen blev det således 6-3, da Charles Corcoran var først over en løs puck, som Voris ikke formåede at holde fast i.

To minutter senere blev Rødovre tilkendt et straffeslag, som Steffen Klarskov tog sig af. Men Klarskov kom for langt ud og fik gjort vinklen for svær for sig selv, hvorfor forsøget da også blev brændt på Mads Søgaard.

Rødovre satsede og trak Voris ud til fordel for en ekstra markspiller med 2:42 tilbage på uret. Men trods en timeout lidt senere, så gav satsningen ikke pote for gæsterne. I stedet kunne David Madsen lukke kampen med en scoring til 7-3 i det tomme mål 18 sekunder før slutsignalet.


VIDEO: Højdepunkter fra fredagens kampe Frederikshavn tog pligtsejr mod hårdt fightende Bulldogs