Landsholdsspilleren var med til at skabe stor eufori med det første mesterskab siden 1978 i den østrigske by

Graz 99ers i mange sæsoner været en sikker deltager i den centraleuropæiske ICEHL - International Central European Hockey League, som ligaen hedder, hvis man skærer det ud i pap - men Graz har aldrig nogensinde vundet ligaen. Indtil i denne sæson. 

Graz 99ers vandt en stensikker 4-0-sejr over italienske Pustertal/Val Pusteria i finalen og sikrede dermed klubben sin første titel siden 1978. Dengang hed klubben ATSE Graz og spillede i den østrigske Bundesliga.

I dag er ICEHL bestående af hold fra Østrig, Italien, Slovenien og Ungarn og er ganske pengestærk og derfor sportsligt også en tand over Metal Ligaen.

Det er også derfor, at mange danske profiler har fundet plads i den centraleuropæiske liga, og Anders Koch trumfede i denne sæson hos Graz og blev mester med traditionsklubben, der leverede en fuldstændig suveræn sæson ved at vinde grundserien og gå gennem slutspillet med 12 sejre i 12 kampe. Det skabte kæmpe eufori i den ishockeytossede by.

Anders Koch leverede 23 point i 48 kampe, men danskeren har ikke fået forlænget sin kontrakt med klubben, selv om han altså satte et kæmpe aftryk på Graz' ishockeyhistorie.

I det hele taget var danskerne fremragende i sidste sæson. Nicolai Meyer tog topscorertitlen i grundspillet med 59 point for slovenske Olimpija Ljubljana, mens Mathias From endte på andenpladsen med 55 point for Klagenfurt, der røg ud i kvartfinalen, mens Meyer og Ljubljana tabte i semifinalen til Pustertal.

Netop Pustertal skabte også eufori i byen Brunico/Bruneck i den tysktalende del af Italien. På dette dejlige sted spillede Markus Lauridsen 61 kampe og fik altså trukket holdet helt frem til finalen. 

Jesper Jensen Aabo leverede sin sædvanlige stabilitet hos EC KAC, som havde Sebastian Dahm på mål. Gode, gamle Dahm fortsatte med at være en af topmålmændene i ICEHL. 

Dahm rundede 50 shutouts i sidste sæson og blev dermed den bedste keeper i historien på den front. Imponerende. 

Han har kontrakt for den kommende sæson med klubben, og både Markus Lauridsen og Nicolai Meyer spiller videre i deres respektive klubber. Mon ikke der er et par danskere mere i ICEHL, når næste sæson går i gang. 

 


Herlev Eagles præsenterer nye spillere på fredag KORT SOMMERSTATUS: Den spændende toer for Herlev