Problemer med et tysk statsborgerskab sætter en stopper for Scheels videre færden i den tyske klub

Felix Scheel er foreløbig færdig i den tyske DEL-klub Iserlohn Roosters.

Topscoreren i sidste sæsons Metal Liga havde ellers kontrakt med den tyske traditionsklub, men det var tilsyneladende kun, hvis Scheel kunne få tysk statsborgerskab og dermed ikke tog en importplads, at han var designet til at spille for klubben.

Det er i hvert fald, hvad Iserlohns hjemmeside skriver i dag. 

Processen med det tyske statsborgerskab er gået i hårdknude, og derfor har Iserlohn ikke i første omgang sørget for en DEL-licens til den danske angriber. Dermed kan Scheel altså ikke spille, når sæsonen går i gang.

I Iserlohn undrer man sig over, at papirerne ikke er gået i orden i tide, eftersom alle bilag skulle være afleveret i god tid, men Iserlohn vil altså ikke bruge en udlændingelicens på danskeren.

- Situationen er sådan, at vi ikke har licenseret Felix. For ham er det en utilfredsstillende situation, eftersom han har brug for spilletid - også med henblik på landsholdet, lyder det fra den tyske klub. 

- Vi vidste, at den her situation kunne opstå, og lige er vi fuldt besat med 14 angribere og en importlicens, som vi stadig kan bruge. Havde Felix haft en "tysk position" kunne han med sikkerhed have hjulpet os videre. Han var glad for at være her, og vi var glade for hans kvaliteten og hans måde at agere på. Processen er ikke stoppet og vi holder kontakten, siger Christian Hommel, sportschef i Iserlohn. 

Spørgsmålet er altså, hvor Felix Scheel lander nu. Søger han nyt i udlandet, eller skal danskeren tilbage til Metal Ligaen? Der er formentlig en del klubber, der gerne vil tage imod årets danske spiller i sidste sæsons Metal Liga.

 


OPTAKT: Esbjerg Energy-Rungsted Seier Capital VIDEO: HETAG PRÆSENTERER HØJDEPUNKTER fra Rødovre-Frederikshavn