Efter ni sæsoner udenfor de danske grænser vender den danske forward, Patríck Bjorkstrand, hjem til Danmark. Den 29-årige forward har skrevet under på en kontrakt med Aalborg, der gælder for de næste fire sæsoner.

 - Med Patrick på holdet får vi en solid forstærkning på en centerposition til den kommende sæson, hvor vi jo også skal spille med i Continental Cup på hjemmebane. Vi får brug for en stærk og bred trup, der kan præstere gennem hele sæsonen, hvor der vil være lidt flere kampe end normalt. Vi får en god arbejdsmand, der også kan bidrage med en del offensivt på isen. Han kommer til at indgå i special teams, hvor han bliver en vigtig del, udtaler sportschef Ronny Larsen. 

Patrick Bjorkstrand har været rundt i flere europæiske ligaer, hvor han er noteret for tre sæsoner i KHL, to sæsoner i den finske Liiga, samt et par sæsoner i den Østrig/Italien baserede liga, EBEL. Han har spillet over 150 kampe i KHL, over 100 kampe i Liiga, samt omkring 80 kampe i EBEL, så det er en spiller med stor rutine fra Europa, der kommer til Aalborg. 

- Patrick og jeg har været i kontakt siden februar og for cirka et par uger siden fik jeg så den første henvendelse fra hans agent, og vi er naturligvis glade for, at det er lykkedes, slutter sportschef Ronny Larsen. 

Patrick Bjorkstrand har tidligere spillet sammen med Thomas Spelling og George Sørensen på klubholdet i Herning tiden, inden at han drog afsted til udlandet, mens han også har spillet sammen med Julian Jakobsen på landsholdet. 

- Da jeg valgte at vende næsen hjem, stod Aalborg højt på listen fra starten. Jeg har haft en god dialog med Ronny Larsen, og mit indtryk af Garth Murray er rigtigt positivt. Aalborg Pirates har været et tophold gennem de seneste sæsoner og har stadig højere ambitioner, udtaler Patrick Bjorkstrand. 

- Thomas Spelling har sagt rigtig flotte ting om klubben, byen og alle dem, som støtter Aalborg Pirates. Aalborg har allerede et rigtigt stærkt mandskab, og jeg glæder mig til at bygge videre på udviklingen for at opnå klubbens målsætninger. 

Patrick Bjorkstrand ankommer til Aalborg indenfor den nærmeste fremtid, hvor han vil deltage i sommertræningen sammen med resten af holdet. 

 


JULIUS PERSSON er næste import i Rødovre Unge løver klar for White Hawks: Åkesson, Nolsøe og Mulberg har skrevet under