Amin Jensen sang forrygende i Bitcoin Arena og vi fik hele fire vers, men det skulle have været den korte version

Nationalsangen gik i overtime, sagde Jimmy Bøjgaard i TV2 Sport efter at Amin Jensen i går leverede den lange version af "Der er yndigt land" før finalekampen i Bitcoin Arena.
En version, som vi normalt kun hører, når DR's pigekor synger nytåret ind ved årsskiftet. I går berettede Amin Jensen syngende - og i undertegnedes øren meget smukt - om både harniskklædte kæmper, ædle kvinder, skønne møer, drot og fædreland, inden ishockeykampen gik i gang.
Men hvorfor den lange version? Var det Amin Jensen selv, der havde initieret den flotte udgave eller hvad?
Rungsted-direktør Thomas Friberg:
- Det skulle nok kun havde været den korte version, som vi kender, men der skete lidt koks i kommunikationen, så Amin i stedet brugte den lange version. Det satte jo bare ekstra krydderi på festlighederne. Det var meget flot, siger Friberg.
I de to første kampe havde Nadia Malm sunget nationalsang i Bitcoin Arena, men hun var forhindret søndag eftermiddag.
- Amin Jensen er omkring vores netværk og derfor havde vi engageret ham til at synge søndag. Vi var meget tilfredse med hans præstation, men håber selvfølgelig ikke mere, vi skal høre nationalsangen i Bitcoin Arena, før der skal spilles landskamp mod Norge 6. maj, siger Friberg med et glimt i øjet.

To gange P - Popovic og Povlsen - skriver med Rødovre for den kommende sæson DRIVE-IN IGEN: Pirates holder fest på parkeringspladsen