En af de mest populære spillere på sidste sæsons Herlev Eagles-mandskab vender tilbage for endnu en sæson. Og det er ikke uventet, at den hurtige angriber med tilnavnet "Flash", Alexander Lindqvist Hansen nu også spiller for ørnene igen. Han har i store vendinger rost både livet og setuppet hos Eagles, og nu kommer hans hurtighed Patric Weners hold til gode igen.
Som sidste sæson skred frem udviklede Alexander Lindqvist-Hansen sig til en nøglespiller i Patric Weners spillesystem og blev mere og mere produktiv. Han sluttede med 43 point i 47 kampe.
Sportschef Nicolai Flindt udtaler:
- Alexander var i sidste sæson et meget positivt bekendtskab og en af de spillere vi absolut gerne ville forlænge med. At det er lykkes er vi naturligvis meget glade for. Hans kvaliteter blev tydeligere efterhånden som han vænnede sig til dansk ishockey og samtidig er han en humørbombe med en rigtig god indflydelse på sine holdkammerater, lyder det.
Idet Herlev også har forlænget kontrakterne med både Joonas Riekkinen og Luis Blak Olsen, er klubbens andenkæde fra i fjor nu mere eller mindre intakt for den kommende sæson.