Odense pressede på i første periode, men Frederikshavn endte med at vinde stensikkert i Spar Nord Arena denne tirsdag aften

Odense Bulldogs - Frederikshavn White Hawks 1-6 (1-1, 0-2, 0-3) Til kampen i aften måtte Odense Bulldogs også skrive Mikko Virtanen på skadeslisten, så Odense var uden alle sine tre finske spillere. Derudover manglede Odense Christopher Kamph i defensiven samt Radek Cip i offensiven, så det var et skadesramt Odense, der tog imod Frederikshavn White Hawks.

Gæsterne var uden Mads Larsen i defensiven, mens offensiven manglede Mikkel Bertelsen, Alexander Bumagin og unge Philip Nolsøe. 

Målmandsduellen stod mellem Albert Adamsen for Odense og den tidligere Odense-målmand, Tadeas Galansky, for Frederikshavn White Hawks. En spændende duel var i vente for at se, om Albert Adamsen kunne følge op på det flotte spil, som han har præsteret på det seneste.

Det blev en kamp, hvor Odense startede rigtig godt og kom frem til flere gode muligheder, men det var Frederikshavn, der kendte sin besøgstid i 1. periode, og kunne gå til pausen med 1-1. Derfra var det kun sporadisk, at man så chancer til Odense, og Frederikshavn var i fuld kontrol resten af kampen. I løbet af kampen måtte Odenses Jake Coughler og Frederikshavns Christian Mieritz udgå med skader.

White Hawks vandt 6-1. 

God Odense-periode
Frederikshavn virkede ikke til at være kommet helt ud af bussen i kampens begyndelse, for det var Odense, der sad på store dele af starten.

Henry Hardarson kom igennem og skar ind foran Galansky, men Galansky havde læst sin tidligere holdkammerat. Odense blev ved med at presse på, hvor Rasmus Simonsen var tæt på at bringe Odense foran, men igen var Galansky klar i målet.

Det var ikke meget, at man så til Frederikshavn, men de kom til enkelte muligheder, bl.a. da Jesper Jensen kom igen, men Oliver True måtte tage ulovlige midler i brug for at stoppe ham. Straffeslag til Frederikshavn, som Jesper Jensen selv tog, men Albert Adamsen lukkede ned.

I samme minut havde Frederikshavn pucken i nettet, men det blev korrekt ikke dømt, da Christopher Frederiksen slog pucken i nettet med for høj stav.

Odense blev ved med at presse på mod Frederikshavns mål, og Mark Auk kom frem til en god mulighed, men igen var Tadeas Galansky klar i målet.
Odense fik sendt pucken til icing, og Frederikshavn fik lagt et pres på Odenses defensiv, og det resulterede i scoring, da Eemeli Räsänen sendte pucken mellem venner og fjender fra blueline, og Albert Adamsen så den ikke i målet, før det var for sent.

Odense fik et par muligheder i powerplay for at udligne, men man manglede skarpheden foran mål, hvor Tadeas Galansky diskede op med en stor redning på en styring af Oliver True. Odense fik også udbytte af det store pres på mål, da Mathias Mølgaard blokerede et skud fra Jeppe Vinther, og skøjtede mod Galansky, og Mølgaard sendte pucken sikkert i nettet til udligning.

1-1 efter 1. periode kunne Frederikshavn være bedst tilfredse med.

Frederikshavn sad på midtperioden
Odense startede 2. periode uden Jake Coughler, der udgik efter en tackling i banden fra Niklas Pavel, hvilket først gav Christian Thunbo pladsen i 1. kæden sammen med Rasmus Simonsen og Henry Hardarson.

Frederikshavn fik deres første mulighed i powerplay, da Ales Sova røg i boksen, men selvom Frederikshavn havde en del, så var det ikke de store chancer, som Frederikshavn kom frem til. Man kunne se, at Frederikshavn manglede Mads Larsen til at styre powerplayet og være en skudtrussel.

Det var dog Frederikshavn, der kom på 1-2, da Sebastian Brinkman fandt Mark McNeill fri i slottet, og han svigtede ikke i denne omgang. Nicolai Weichel leverede fejlpasning, der førte til chancen til White Hawks. 

Det var et forandret Frederikshavn hold, der var kommet ud til 2. periode, hvor det var Odense, der blev presset gevaldigt i bund, og det var Frederikshavn, der var farligst. Odense var kun sporadisk farlige, men det kom efter fejl fra Frederikshavn. Jeppe Vinther bragte Frederikshavn på 1-3, da han fra kanten af faceoff cirklen trak pucken op i det nærmeste hjørne. Frederikshavn havde flere muligheder for at komme yderligere foran, men Albert Adamsen holdte Odense inde i kampen.

Mod slutningen af perioden måtte Frederikshavns Christian Mieritz forlade isen meget groggy, da han blev tacklet med hovedet først ind i banden af Odenses Mathias Mølgaard, og Gorm Topholt var tæt at ramme Elias Ulander i periodens sidste sekund.

1-3 efter 2. periode kunne man ikke sætte en finger på, da Frederikshavn var det bedste hold.

Odense jagtede forgæves
Der var chancer i begge ender til at starte perioden med, hvor Odense kom ud med fuld fart for at skabe en reducering og give noget spænding i kampen.

Derimod var det Frederikshavn, der fik pucken i nettet til 1-4. Eemeli Räsänen havde først skudt på mål, hvor Mathias Max Rasmussen var nede for at blokere og i tydelige smerter, så kunne Odense ikke gøre noget, da Eemeli Räsänen nogle sekunder senere skød igen, og pucken endte bag Albert Adamsen i målet.

Odenses Martin Larsen mistede pucken i egen zone og en hurtig aflevering fra Lucas Andersen til Christopher Frederiksen, og pucken lå igen i nettet bag Albert Adamsen.

Kampen var forlængst afgjort, men Frederikshavn kørte på, og da gæsterne kom i powerplay, så de sig ikke tilbage, hvor Mark Mcneill fra blueline kunne hamre pucken i nettet. Skuddet snittede Ales Sova på skøjten, hvilket ændrede puckens retning en lille smule.

1-6 og tiden rendte stille af uret, og Frederikshavn kunne tage sejren og de tre point med sig i bussen hjem. 

 


VIDEO: Se højdepunkterne fra Odense-Frederikshavn Esbjerg-assistent tilfreds med offensiven mandag aften