Bumagin, Bjerrum og Jensen var på toppen i Nordjyske Bank Arena

Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls 6-1 (1-0, 3-1, 2-0) I Frederikshavn har de formentlig allerede glemt Dane Fox og Christopher Frederiksen. I hvert fald har fansene allerede nu fået sig et par nye yndlinge i Jesper Jensen og Frederik Bjerrum, der sammen med gengangeren Bumagin, fuldstændig styrede begivenhederne, da Rødovre blev sendt hjem fra Frederikshavn med et 6-1 nederlag. De tre herrer leverede til sammen 10 point i aftenens opgør.

Stort spil og chance overtag til White Hawks i første periode, hvor det var takket være overliggeren, og en stærkt spillende Janis Voris, at Rødovre blot var nede med en enkelt efter 20 minutter. Voris i Rødovre-buret tog godt fra, og havde naturligvis også heldet i flere omgange.

Dominans af White Hawks, hvor Mads Larsen og Bumagin begge ramte overliggeren med stor kraft. Radim Piroutek havde to forsøg der røg lige forbi mål, og på nær en enkelt, så snuppede Voris resten.

Det var Frederik Bjerrum der åbnede den nye sæson i Nordjyske Bank Arena, da han efter seks minutter sendte pucken ind i netmaskerne. Assister fra Bumagin og Jesper Jensen.

Rødovre havde ikke meget at skyde med i første periode. Blot fem skud blev det til, og Mathias Seldrup havde en forholdsvis stille periode, i sin debutkamp for de hvide i Nord.

Arbejdsløs var han ikke i begyndelsen af anden periode. Allerede efter 18 sekunder styrede Steffen Klarskov med baghånden pucken på tværs, og via Kyle Hopes skøjte, snød den midtjyden i høgenes bur.

Nu var billedet kortvarigt vendt om i Vendsyssel, hvor Rødovre kort efter kom i powerplay. Flere gode forsøg blev det til, men Seldrup var vågen, og havde også stolpen til at hjælpe.

Da hjemmeholdet blev fuldtallige slog Nikolaj Krag kontra, og han udplacerede Voris med en finte, og smed pucken ind med baghånden. 2-1 til høgene.

Ganske underholdende åbningsmatch, der lover godt for en spændende Metal Liga 2020/2021. Ud over de tre, Jensen, Bumagin og Bjerrum, var det også en fornøjelse at se hjemmeholdets Brock Beukeboom, der sled godt i det defensivt. En back, der allerede sidste sæson viste sit værd, til trods for han spillede for et prisgivet Odense-mandskab.

Hos Rødovre kunne man ikke undgå at bide mærke i den nye keeper Janis Voris. Han virkede sikker i sin indgriben, og ligner en stor forstærkning til københavnerne i denne sæson. Det var på ingen måde hans skyld, at Rødovre ikke fik noget med hjem i bussen.

For det var White Hawks der styrede begivenhedernes gang, og styrede sikkert mod sejr med to scoringer. 3-1 scoringen kom præcis midtvejs i kampen, da Christian Mieritz pludselig uvant stod fri foran kassen. En lækker pasning fra Jesper Jensen, og så kunne Mieritz nemt bringe vendelboerne yderligere i front.

Blot fire minutter senere blev det også 4-1, da Jesper Jensen denne gang på smukkeste vis udplacerede Voris, da han sendte pucken ind med baghånden. Assister fra, ja Bjerrum og Bumagin. Uha, hvor er de giftige de tre!

Hjemmeholdet fik også en scoring annulleret i perioden, og selvom målet i første omgang blev anerkendt, så virkede det rigtigt at scoringen ikke blev godkendt.

4-1 efter 40 minutters ganske underholdende ishockey.

Lille Rødovre opblomstring i begyndelsen af tredje periode, hvor Frænell havde et skud på stolpen. Gæsterne kom ud med en sidste desperation, og mon ikke Thor Dresler ærgrer sig over de ikke kom med den energi fra starten af opgøret.

Men der var aldrig tvivl om udfaldet, og fem minutter før tid gjorde Mathias Mølgaard det til 5-1 for hjemmeholdet. Han var så meget igennem i sidste sæson, så man undte ham scoringen i comeback kampen til den bedste danske ishockeyrække. Minuttet efter blev det også 6-1, da Frederik Bjerrum tæt under mål i to omgange fik skovlet pucken i mål. Den scoring blev gennemtjekket af dommerne, men blev helt korrekt godkendt.

Stor og flot sejr til White Hawks i premieren, hvor Rødovre allerede på onsdag får mulighed for direkte revanche, hvor begge hold mødes i Rødovre Skøjte Arena.


Højbjerg-hattrick forhindrede at overraskelse blev til sensation Fortjent SønderjyskE-sejr hos guldfavoritterne