Der var gang i sagerne i Spar Nord Arena i Odense i går, hvor et fint antal tilskuere var mødt op for at se hjemmeholdet mod Esbjerg.
Og publikum fik valuta for pengene i form af hele 11 mål at gå hjem på. Den unge Esbjerg-målmand Ricards Puce, der er udset til at være reserve for Thomas Lillie, lukkede tre mål ind i første periode, hvor Esbjerg åbnede scoringen.
Det var Andreas Grundtvig, der var på pletten, men den føring blev visket midt i perioden, da Bulldogs scorede to hurtige mål: Anton Schou var første mand på pletten, mens Henry Hardarson scorede til 2-1 for hjemmeholdet. Den føring udlignede Philip Schultz dog hurtigt igen for gæsterne.
Det blev 3-2 inden periodens udløb ved Jonas Jakobsen, og festen fortsatte i anden periode, hvor de to holds forsvar var gavmilde.
Gorm Topholt og Rasmus Simonsen scorede for Odense, mens Esbjerg fik mål af Oscar Schulze og Andreas Grundtvig. 5-4 og stadig helt åbent efter 40 minutter.
I sidste periode scorede Mathias Mølgaard hurtigt for Bulldogs og samme Mølgaard lukkede og slukkede i tomt bur i slutfasen, da Esbjerg havde taget målmanden ud.