Fight og fest i Spar Nord og udligning i kvartfinalen

Det kogte i den grad i Spar Nord Arena denne fredag aften, hvor det fynske hjemmehold sled sig til en 4-3-sejr over de sønderjyske gæster. Da sirenen lød og uret stod på 60:00 var der nærmest euforisk stemning hos Bulldogs-fansene, der havde set hjemmeholdet vende 2-3 til 4-3 i de sidste 20 minutter. 

Matchvinder blev en af de store fightere denne aften, Henry Hardarson, der fandt plads inde under målet i powerplay, hvor Bulldogs brillerede denne aften. Samtlige fire Odense-mål blev sat ind i overtal.

Sønderjyderne var tidligt på spil - også i powerplay - Mike Szmatula var på plads og satte kampens første mål i det fjerde minut. Det var kulminationen på en stærk sønderjysk indledning, hvor gæsterne fortsatte takterne fra anden halvdel af kamp tre i Vojens for nylig.

Det var fra start tydeligt, at kampen stod mellem Odenses fysik og sønderjydernes lidt større hurtighed på skøjterne. Steffen Frank inviterede hjemmeholdet inden for med en udvisning for slashing. Topi Piipponen sagde tak for hjælpen og scorede tæt under mål. 

Så troede man, at fynboerne havde momentum, men inden sirenen lød, var gæsterne foran igen. Det var Matt Salhany, der lynede med et trækskud. Han kastede sig ned til de mange gæstetilskuere i jublen over sit mål. 

Det blev en anden periode, hvor Odense stille og roligt "malede" SønderjyskE ned og åd sig til overtaget. 

Mads Eller var ikke helt tilfreds med den udvisning, han fik for interference, men den kostede. Odenses powerplay slog til igen. Denne gang var det Oliver True, der slog til. 

Bulldogs tog momentum efter udligningen og SønderjyskE blev i den grad presset i bund. Puckene peb omkring Galbraith, der sprællede og virkelig reddede sine holdkammerater i flere sekvenser. Ud af det blå var det alligevel gæsterne, der scorede. 

Yannick Vedel slap fri i en kontra og vippede stensikkert pucken ind til 3-2 i sønderjysk favør. Der manglede 30 sekunder af anden periode. Knækkede det Odense?

Svaret kom ganske hurtigt i tredje periode. Fynboerne levede endnu. 

Mike Szmatula tog en udvisning af den dumme slags, da han "gik for tidligt" to gange ved en faceoff. To sekunder før den udløb, tog Mark Auk chancen udefra og hamrede pucken ind ved fjerneste stolpe til 3-3. 

Stærk scoring af Auk, der kunne juble sammen med holdkammeraterne blot et par minutter senere. I det 46. minut slog Henry Hardarson til og scorede det afgørende mål.

Odense fortsatte med at spille fremad trods føringen og SønderjyskE var på jagt. Det betød åbent spil de sidste 10 minutter, men trods et tungt pres fra gæsterne i slutfasen overlevede Odense. 

Taktfast bifald til hjemmeholdet mod et gæstehold, der havde skrevet Mike Little på skadeslisten, mens Anton Öhman var tilbage for sønderjyderne. Odense kom uændret til kampen og var denne aften effektive i powerplay og aggressivt spillende i den sidste halve time. Det gav pote. 

Kamp fem allerede søndag, hvor SønderjyskE har hjemmebanefordel. 

Den her serie har noget herligt over sig. 


VIDEO: Højdepunkter fra Esbjerg-Frederikshavn AALBORG I SEMIFINALEN efter 1-0-sejr i Herlev