Gordie Ballhorn kom til Herning Blue Fox i sæsonen 2022/23 og gjorde et så godt indtryk, at han sæsonen efter blev hyret af Esbjerg.
Her blev canadieren hængende i tre sæsoner, og han nåede finalen i sæsonen 2023/24, hvor Esbjerg tabte til Sønderjyske. Året forinden havde han også været i finalen med Herning Blue Fox, der blev overmandet af Aalborg.
Ballhorn skal nu videre i karrieren, skriver Esbjerg Energy på sine sociale medier.
Canadieren nåede 145 grundspilskampe og 28 slutspilskampe i Metal Ligaen og nåede altså at blive en af de imports, man kunne begynde at genkende.
Han siger følgende til Esbjergs fans i forbindelse med sit farvel til klubben:
- Desværre vender jeg ikke tilbage til Esbjerg i næste sæson, og jeg vil derfor gerne sige tak til jer. Jeg har været så heldig at bære Energy-trøjen og repræsentere Esbjerg gennem de seneste tre sæsoner, og det er noget, jeg har været utrolig stolt af.
- Det, der gjorde min tid i Esbjerg så speciel, var jer. I bakkede os altid op – uanset om vi vandt eller tabte – og I gjorde Granly Arena til et fantastisk sted at spille. Jeg vil se tilbage på min tid i Esbjerg med stor glæde, lidt vemod og minder, som jeg vil bære med mig resten af livet.
- Jeg vil gerne sige tak til alle mine holdkammerater, alle medarbejdere og alle omkring klubben for at tage så godt imod mig for tre år siden. Esbjerg vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og jeg håber, at jeg en dag vender tilbage, lyder det fra Ballhorn.