15 kampe, 12 sejre i slutspillet.
Rungsted Seier Capital er dansk mester. Igen.
Nordsjællændernes sæson kulminerede på en smuk forårsaften i Aalborg, hvor finalevejen, der endte med at blive mere bumpet end vi regnede med for en lille uge siden, i aften blev belagt med guldasfalt hele vejen hjem til Nordsjælland.
Men det holdt hårdt efter en herrefight, som det decimerede Pirates-mandskab havde stor, stor ære af. Det var en ren 50-50-kamp denne aften, hvor Rungsted var lige en tand mere velovervejede i de afgørende momenter af kampen.
De løber næppe tør for hverken champagne eller andre våde varer i bussen denne tirsdag nat, hvor truslen fra nord endegyldigt blev afværget efter den sjette finalegyser og en række kampe, der blev afviklet i et fænomenalt tempo.
Kun kulissen manglede.
Hvor vi dog savnede intensiteten fra ståpladserne på ”den billige langside” i Rungsted og den infernalske 5000 menneskers-larm i Bentax Isarena.
Det må vi gemme til næste sæson, hvor tilskuerne igen kommer til at danne en suveræn ramme omkring Danmarks mest underholdende sport.
Det er nu på tide at ønske Rungsted kæmpe tillykke med mesterskab efter en fuldendt sæson. Over 100 point i grundserien, over 200 mål og 4-0, 4-1 og 4-2 i slutspillet kombineret med evnen til at spille både offensivt og defensivt, når det virkelig snerpede til.
Guldet kan næppe være mere fortjent.
Cristopher Nihlstorp har været fænomenal i målet i semifinalen og finalen, og har vist, hvorfor han har været på nippet til NHL-gennembrud, været en topmålmand i SHL og AHL og vundet fire mesterskaber i karrieren. Det, han har leveret i store perioder af semifinalen og finalen, har ganske enkelt været noget af det bedste, vi har set i dansk slutspilshistorie.
Glem heller ikke, at reserven David Grubak vikarierede fremragende i begyndelsen af sæsonen, hvor han blev kåret til TISSOT Månedens Spiller.
Det skal naturligvis også understreges, hvor god hjælp Nihlstorp har fået af sit forsvar gennem playoffs. Både backer og angribere hos Rungsted har blokeret utallige skud, og har i både semifinaler og finaler spillet mange kampe med stor disciplin og nærmest unaturligt få fejl.
De tre suveræne og offensivt-mindede backer Morten Jensen (får han chancen på landsholdet nu), Shane Hanna og Tim Daly viste i slutspillet, at de virkelig mestrede spillet i egen zone og fik fortrinlig opbakning af de defensive folk længere nede i opstillingen. Røndbjerg, Gammelgaard og Holten Møller gjorde et solidt stykke arbejde i de afgørende kampe, og afløserne Bertram Jelert og Oscar Schulze er på spring.
I angrebet har kvaliteten i førstekæden været indiskutabel gennem hele sæsonen. Hardt, Persson og Olsson har ganske enkelt udgjort ligaens bedste kæde, og da den blev splittet i løbet af slutspillet, trådte folkene længere nede frem i spotlyset.
Det var bare imponerende, hvad Rungsted kunne præstere i kampene uden op til hele fire stamspillere, som det var tilfældet i begyndelsen af finalerne.
Rungsted-angriberne har skiftedes til at ”shine” gennem hele slutspillet, personificeret i for eksempel Mathias Hansens afgørende mål i den anden finale i Aalborg eller Rasmus Anderssons to slangehug i aftenens afgørende kamp.
Gustafsson, Bjerrum og Rosenthal, Wideman har kæmpet som jætter, Charlie Sarault har igen og igen vist sig som en stærk regissør og spillere som André Pison og Nikolai Gade har tilpasset sig til de roller, de har fået tildelt og på den måde gjort et uvurderligt stykke arbejde, da det stod allerhårdest til med skader.
Gustav Green har spillet en yderst stabil sæson som center og er et fremtidens navn, og uden for holdet her i finaleserien står William Nistrup også på spring.
Der er ganske enkelt 14-15 angribere, der har passet jobbet til UG med kryds og slange i en lang sæson, og det er svært at pege på spillere, der ikke på et eller andet tidspunkt er trådt frem i en afgørende rolle.
Patrick Russells og Alexander Trues gæsteoptræden i korte sekvenser – begge afbrudt af skader – ville have taget meget mere opmærksomhed, hvis der havde været tilskuere på lægterne. Den chance for at ”se girafferne” kommer næppe igen.
Gigantisk kredit også til træner Hjalmarsson, der i finalen i første omgang ikke tyede til de ”gamle kæder”, da han fik sine folk klar i finaleserien, men i stedet strøede dem ud over fire kæder.
Stærk coaching af svenskeren, der tilsyneladende også havde en fornemmelse af, at Hanna, Daly og Jensen var i besiddelse af uendelige kræfter og bare kunne spille og spille indtil de stod med guldhjelmene.
Sidst, men bestemt ikke mindst vigtigt, er det at nævne sammensætningen af holdet hos Rungsted.
Kontinuiteten er gennemtænkt med rutinerede spillere som gennemgangsfigurer og ledere, og de sene indkøb af Hampus Gustafsson og Frederik Bjerrum har været perfekte supplementer sent på sæsonen, mens Mathias Røndbjerg også kom ind på det rette tidspunkt.
Der har ikke været fejlskud, og det skal blive spændende at se, om Rungsted kan blive ved at ramme plet. Der kommer snart et "generationsskifte" og med Nihlstorps farvel til karrieren efter aftenens kamp, skal der også findes en ny målmand, så David Grubak kan få tid til at modne endnu.
Men alt det tænker de ikke så meget på i Rungsted i de næste 24 timer. Der er kun et ord, der tæller og det er fest!