Tilløbet har været der siden sæsonstart, men fra i aften koster det udvisning, hvis man ikke har halsbeskytter på

Fra i aften koster det en udvisning, hvis en Metal Liga-spiller ikke har halsbeskytter på. 

Halsbeskytteren bliver nemlig - efter et lille tilløb - nu obligatorisk i den bedste danske liga.

Det er DR Sporten, der bringer historien - og samme redaktion har fået bekræftelse fra samtlige ni klubber om, at de er indforstået med den nye regel. 

- Det glæder mig meget, at vi er klar før den 1. oktober. Og ikke mindst glæder jeg mig over den store indsats fra klubberne for hurtigt at blive klar. Sikkerheden betyder meget for både klubberne og jeg. Ishockey er en sport, hvor fart og kropskontakt en sjælden gang i mellem kan medføre skade, og jo mere vi kan beskytte spillerne gennem regler og udstyr jo bedre, lyder det fra Metal Liga-chef Claus Fonnesbech Christensen til DR Sporten. 

Han forventer, at enkelte spillere måske kan komme til at glemme halsbeskytteren - ganske enkelt på grund af manglende tilvænning - men dommerne er klar til at guide holdene og er således også klar til den nye praksis, der gør ishockeyspillet i Metal Ligaen endnu mere sikker. 

Diskussionen om brug af halsbeskytter kom for alvor op til overfladen i oktober sidste år, da den amerikanske spiller Adam Johnson blev ramt så uheldigt af en skøjteklinge under en kamp i den britiske liga, at han på tragisk vis afgik ved døden. 


Herlevs stærke kollektiv vandt i Frederikshavn Ernst Andersen bliver målmandstræner i Esbjerg