Tiden er den rette for et comeback i Esbjerg-trøjen, siger Henrik Mærsk

Den 24-årige wing Henrik Mærsk er tilbage i hjembyen hos Esbjerg Energy efter tre år i svensk ishockey.

Det skriver vestjyderne i en pressemeddelelse, hvor Mærsk præsenteres således: 

- Henrik er endnu en stærk tilføjelse til vores trup i den kommende sæson. Han er en talentfuld spiller med mange kompetencer, som vi nu har fået retur til Esbjerg og min forventning er, at vi får en bedre spiller ind, end ham der rejste ud. En spiller, der profiterer af sine erfaringer fra Sverige, fortæller cheftræner Jason fra Esbjerg Energy.

Henrik Mærsk forlod Esbjerg i sommeren 2018 og har spillet i den svenske HockeyEttan lige siden. Her har han spillet 107 kampe, scoret 26 mål og er noteret for 43 point for klubberne Vännäs HC, Kiruna IF og Tyringe SoSS. 

- Jeg synes, at tiden nu er til at vende tilbage til Esbjerg. Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle tilbage til Esbjerg. Jeg talte uformelt med folk fra klubben, det blev mere konkret og spændende, så nu er jeg klar til at vende hjem, for Esbjerg er hjem for mig, forklarer Henrik Mærsk.

Før afrejsen til svensk ishockey spillede den 182 cm høje wing 186 kampe i Metal Ligaen, hvor han høstede to ”guldhjelme”.

- Det er ikke den samme Henrik Mærsk, der vender hjem, som den der tog ud. Jeg synes, at jeg først og fremmest er modnet som menneske i de tre år, der er gået. Men jeg har også udviklet mig som ishockeyspiller. Jeg håber på tillid og muligheder, og er helt bestemt klar til at gøre det hårde arbejde og tage ansvar på holdet, fortsætter vestjyden.

- Jeg har spillet i en liga, der oftest er lidt undervurderet. Måske er bundniveauet ikke helt så højt som i Metal Ligaen, men der er mange dygtige spillere i HockeyEttan. Flere har taget springet videre og jeg er også klar til at benytte erfaringerne, når jeg nu er en del af truppen i Esbjerg.

Henrik Mærsk har optrådt på det danske U18-landshold og har spillet 10 kampe i Champions Hockey League.

- Jeg glæder mig som nævnt over, at Henrik Mærsk er tilbage og at han er en del af vores trup. Jeg tror han vil passe ind og tilføre truppen flere kompetencer. Min forventning er, at Henrik vil bidrage til den fortsatte udvikling af Energy-mandskabet, slutter Jason Jaspers.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg rejste fra Esbjerg for at få mere spilletid. HockeyEttan var det rigtige sted, og jeg er blevet en bedre ishockeyspiller. Så ud over holdets succes er det vigtigste for mig, at kunne bevise mit værd på og udenfor isen, supplerer Henrik Mærsk.

 


Bjerrum: Faldet hurtigt tilpas i miljøet i Rungsted Ryan Lowney er klar: Rødovres første importback er amerikansk