Den positive attitude og holdning må ikke smides væk, pointerer Lars Skjøth

Herlev Eagles har fået en noget skidt start på indeværende sæson og ligger for øjeblikket på en delt sidsteplads sammen med Odense efter at Rødovre i eftermiddag besejrede Herning. 

I sidste sæson var Herlev ikke i nærheden af niendepladsen på noget tidspunkt af sæsonen og formåede endda at kvalificere sig til Final4-turneringen i Aalborg, hvor en finaleplads var indenfor rækkevidde i en tæt semifinale mod Rungsted.

Det er startet noget anderledes i denne sæson, og direktør Lars Skjøth opfordrer i sit nyhedsbrev på klubbens Facebook til, at man ikke går i panik over den dårlige start.

- Jeg appellerer til alle med Eagles i hjertet, at bakke op og forblive positive. Bliv i fællesskabet og støt op omkring det. Det er de mindre klubbers mulighed og vores særkende og det må ikke gå tabt efter 7 kampe i en ny sæson, lyder det fra direktøren.

- Vi er i øjeblikket inde i sådan en periode, hvor vi har svært ved at skabe resultater. Det kan der være mange forklaringer på og jeg er ikke fagmand nok, til at komme med løsninger. Men en ting ved jeg. Der bliver arbejdet hårdt og målrettet på at ændre tingenes tilstand.
- Patric, Filip og alle de øvrige omkring holdet arbejder til stadighed med at få det bedste ud af holdet og hver enkelt spiller og hvis der nogle steder har indfundet sig en opgivende stemning, har den stemning heldigvis ikke bredt sig til omklædningsrummet.  De lagte planer og den udvikling holdet derved skal igennem følges stadig nøje og stemningen er positiv, skriver Lars Skjøth.
Han pointerer også, at forventningerne til Herlev er høje efter det flotte grundspil i fjor:
- Udover stærke modstandere er vi også oppe mod vore egne resultater specielt i den seneste sæson. Der kvalificerede vi os til Final4 og sluttede grundspillet som nr. 7 ganske tæt på de foranliggende hold.
- En usædvanlig stærk præstation af et hold med ligaens mindste budget og ligaens mindste hal. Vi kan altså ikke købe os til succes, men kun opnå gode resultater gennem hårdt arbejde og et stort og bredt sammenhold og det er den proces vi lige nu er i gang med.
- Samtidig skal vi til hele tiden stræbe efter en større økonomi og dermed et dyrere hold.  I øjeblikket er det naturligvis vanskeligt at vokse på økonomien, men vi har stadig god tilgang af sponsorer, så jeg appellerer til, at vi fortsat er positive, skriver Lars Skjøth. 

White Hawks-direktør om Rubins og Folkes: Lad os se hvordan det udvikler sig BILLEDER: SKARPE SKUD fra kampen mellem Rødovre og Herning