Herlev Eagles-Frederikshavn White Hawks 3-4 (0-2,1-2,2-0) For anden kamp på stribe vandt Frederikshavn White Hawks over Herlev Eagles og selv om cifrene var tættere end sidst, hvor nordjyderne vandt 6-1, var det også fortjente tre point denne aften til White Hawks.
Herlev var ellers tæt på den perfekte start. 10 sekunder skulle der blot til, inden kampens første store chance tilfaldt hjemmeholdet. En puck blev styret lige uden om Seldrup. Kort efter var gæsterne kyniske og Lucas Andersen udnyttede aftenens første powerplay ved at konvertere en pasning fra Frederik Bjerrum.
Efter otte minutter gjorde Gorm Topholt det til 2-0 for Frederikshavn, da han lagde pucken på mål et par meter inde i zonen. Jidskog var ikke helt uskyldig. Gæsternes føring holdt perioden ud, og det var ikke nogen stor periode rent spillemæssigt i Herlev.
Herlev havde ikke succes i powerplay i begyndelsen af anden periode, men det havde til gengæld Magnus Molge med et flot gennembrud, som førte til reducering og håb igen for Eagles. Men en hurtig konvertering af en fem mod tre-situation af Jesper Jensen førte til 3-1 for White Hawks. Det blev 4-1, da Krag-Christensen og Lucas Andersen spillede flot sammen med sidstnævnte som afslutter, og nordjyderne sad helt og aldeles på det meste af anden periode.
Man må give Herlev, at holdet ikke gav op denne aften. I tredje periode fik hjemmeholdet bedre fat. Joseph Jonsson reducerede til 2-4 i powerplay og Jidskog nappede et straffeslag.
Herlevs bedste på dagen Magnus Molge udnyttede endda et powerplay og fik reduceret til 3-4 midt i perioden. Herlev var tilbage, Pasanen tog timeout, men et forvandlet Eagles-hold fortsatte med at presse – dog uden held.
Med Jidskog ude til sidst var Frederikshavn tættere på at score i det tomme bur end Herlev var på at reducere. Herlev kom for sent i gang og på den baggrund var det i orden, at Frederikshavn tog alle tre point med hjem på den lange bustur.