White Hawks leverede sæsonens dårligste præstation, da de fortjent tabte til Herlev. Kun en godkendt tredje periode kunne lyse lidt op for høgenes indsats, der klart blev overmatchet af Herlev i aftenens opgør.

Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles 3-4 (1-2,1-1,1-1)

Gæsterne tog fortjent alle tre point i Frederikshavn, da de leverede en rigtig god udebanekamp. De fik lukket godt ned for hjemmeholdet, der stort set var blodfattige i de første 40 minutter, og først begyndte at bide fra sig i den sidste del af kampen. Det er ikke nok i Metal Ligaen kun at vise sig frem kortvarigt, og derfor måtte høgene for femte gang i sæsonen forlade isen som det tabende hold.

Herlev klart bedst i første periode i Nordjyske Bank Arena, hvor hjemmeholdet virkede præget af de dårlige resultater, der indtil videre har ramt mandskabet. Allerede efter godt tre minutter var Oliver True på pletten, da han blev spillet flot fri af Nicklas Heinerö. True er formstærk i øjeblikket, og den slags chancer skal man ikke give ham for tiden. Scoringen kom i powerplay, og jublen var stor blandt den lille håndfuld Herlev supportere, der havde taget den lange tur til Frederikshavn.

White Hawks vågnede langsomt, og der kom enkelte chancer, uden det blev rigtig farligt. Et powerplay fire minutter efter Herlev-scoringen, gav ingen nævneværdige chancer, og der manglede lige det sidste for hjemmeholdet, der måske var præget af nervøsitet.

Men det kom efter små 13 minutter, da der igen var powerplay til høgene. Denne gang var det Robin Johansson der knaldede pucken ind i netmaskerne via stolpen. Jubelbrøl i Danmarks nordligste skøjtehal.

Herefter bølgede det lidt frem og tilbage. Det lignede en uafgjort efter første periode, men med under et minut igen var der fejl i hjemmeholdets opspil, og så kunne Oliver Arle Östergren erobre pucken og sende den ind bag Galansky til pauseføring Herlev Eagles.

Gæsterne startede også anden periode bedst. Det også, takket være to powerplay kort efter hinanden, men her var det ikke de store chancer københavnerne producerede.

Men bedst var Herlev i Frederikshavn indtil videre, og derfor også fortjent man kom på 3-1 godt midtvejs i perioden. Oliver True behøver ikke meget plads for tiden, og alene med to backer fik han alligevel en kvalificeret afslutning afsted, og pucken gik ind bag Galansky, der ikke fik meget hjælp af sit forsvar i den situation.

Hjemmeholdet svarede dog hurtigt igen, og fik kort efter reduceret til 2-3. Jonas Jakobsen var på pletten, da han fik listet pucken ind bag Hanses med en fin detalje.

Vendelboerne lignede nogle der vågnede op efter den scoring. Jacob Møller med en friløber, men Hanses gjorde skaden god igen med en flot redning. Hjemmeholdet holdt presset, og Herlev måtte ty til en udvisning da Robin Johansson blev nedlagt.

Herlev slap med skrækken, og var faktisk tæt på 4-2 kort før periodens udløb. Pucken lå og dansede på stregen, men Galansky fik afværget. Desværre blev tjekken skadet i situationen, hvor blodet flød fra hans hånd. Det var svært at se om det var fingrene eller selve hånden det blødte fra. Han blev afløst af unge Kevin Frydkjær, der vogtede buret de sidste sekunder af perioden, og de første fem minutter af tredje periode.

Galansky blev lappet sammen igen, og kort efter han kom ind igen, klappede Nikolaj B. Kristensen pucken op under overliggeren fra en spids vinkel. 3-3 i Nordjyske Bank Arena, hvor hjemmeholdet fik spillet sig langt bedre med som kampen skred frem.

Men Herlev var bestemt ikke slået, selvom hjemmeholdet kom bedre med. Nicklas Heinerö tog sagen i egen hånd, og med et par fikse træk og en fræk afslutning, sendte han københavnerne foran i opgøret igen.

White Hawks tog to udvisninger kort efter hinanden med godt tre minutter igen, og det gav gæsterne en stor mulighed for at lukke opgøret med to spillere i overtal. Jonsson startede med at hamre pucken på stolpen, og kort efter gjorde Nilsen det samme. Det var skydetelt foran Galansky, der også tog godt fra sig, og holdt vendelboerne inde i opgøret. Herlev kunne ikke udnytte den store mulighed, og så tog hjemmeholdet Galansky ud af buret. Det lykkedes dog aldrig høgene at true Herlev, som kunne tage en aldeles fortjent sejr med sig hjem i bussen.

Det luner godt i Herlev lejren, der altså tog sin anden sejr i træk. Derimod ser det mere dystert ud for Frederikshavn, der for tredje gang i sæsonen blev besejret i egen hule. Det ser svært ud for vendelboerne, der har fået en svær start på Metal Ligaen.

 

 

 

 

 

 


Odense rundbarberede Rødovre JENSEN OG FRANK takker af: Store spillere hyldes i Frederikshavn og Vojens