Herlev vandt lørdag eftermiddag over Esbjerg for anden gang på to dage og sikrede sig dermed ganske fortjent klubbens første sæt medaljer i 35 år

Esbjerg Energy – Herlev Eagles 2–3 (1-1, 1-1, 0-1)

Granly Hockey Arena dannede lørdag eftermiddag ramme om det andet og afgørende opgør i slaget om bronzemedaljerne, som stod mellem Esbjerg og Herlev. Med gårsdagens solide sejr på 8-5 havde dagens gæster fra Herlev sikret sig et ganske solidt og fordelagtigt udgangspunkt forud for lørdagens returopgør.

Til dagens opgør stillede Herlev uden Jesper Alasaari, Philip Alftberg, Mikkel Sjkellerup og Peter Lauritzen,  mens Esbjerg måtte undvære Travis Brown og Will Merchant.

Målmandsduellen stod mellem Lukas Horak og Mathias Seldrup.

Herlev tog føringen i undertal

Modsat gårsdagens kamp i Herlev, hvor målene væltede ind i en lind strøm nærmest fra første faceoff, så lod målene vente lidt længere på sig søndag eftermiddag i Esbjerg.

Efter fem minutters spil var det dog ganske tæt på, da et Herlev-pres og lidt klumpspil foran Esbjergs mål endte med, at pucken lå og dansede inde på stregen bag Seldrup. Men Esbjerg slap med skrækken.

Overordnet set bød perioden på et fint tempo i spillet hos begge mandskaber, der også havde fundet et glimrende flow i pasningsspillet frem til dagens kamp.

Et eksempel på dette glimrende pasningsspil affødte Esbjergs hidtil største målchance, da Grayson Downing efter seks minutters spil blev sat perfekt op til afslutning tæt under mål. Men denne gang var det gæsterne der slap med skrækken.

Det samme var tilfældet et par minutter senere, da Cam Brown fik sat Rasmus Bjerrum op til afslutning fra en gunstig position midt i slottet.

Esbjergs tredje store chance på få minutter tegnede Phillip Schultz sig for, da han slap alene igennem gæsternes defensiv og slap af sted på et break away. Her blev Esbjerg-forwarden dog generet bagfra i afslutningsøjeblikket og Herlevs Noah Samsø måtte en efterfølgende en tur i straffeboksen for en hooking.

Den udvisning var de dog formentligt ikke så kede af i Herlev, da gæsterne små to minutter senere tog føringen i undertal. Esbjerg havde haft et par nærgående forsøg i overtal, men i et uopmærksomt Esbjerg-øjeblik kunne gæsterne altså slå kontra og Matthias Asperup fandt med en perfekt pasning Tobias Åhström, der tæt under mål blot skulle sætte bladet på, for at bringe gæsterne på 0-1.

Herlevs føring fik dog kun lov at stå i tre minutter, inden Esbjerg igen havde bragt balance i regnskabet. Recepten var her et break away: Esbjerg fik prikket pucken fra Herlev omkring vestjydernes blue line, hvorefter Andreas Grundtvig spurtede fra Herlevs defensiv og efter en hurtig finte sendte han pucken fladt ind under Horak til 1-1.

Gæsternes Lasse Mortensen måtte til afkøling for en holding efter et kvarters spil, men trods et større spillemæssigt overtag, så lykkedes det ikke for vestjyderne at finde den afgørende åbning i Herlev-defensiven. Derfor var stillingen altså fortsat 1-1 efter de første 20 minutter.

Grundtvig på break away – for anden gang

Anden periode blev indledt med en tidlig udvisning til Esbjergs Juuso Walli, der efter 40 sekunders spil måtte til afkøling for en tripping. Men trods en ekstra mand på isen, så formåede gæsterne ikke at slå kapital af muligheden.

Fem minutter senere viste Andreas Grundtvig igen skarphed på et break away-forsøg, da han præcist som i første periode, blev sendt af sted på egen hånd ned mod Lukas Horak, hvor gæsternes målmand igen måtte kapitulere over for Grundtvig, der denne gang valgte en høje afslutning og atter passerede Horak ganske sikkert. 2-1 var dermed en realitet.

Et par minutter senere trak gæsternes Lukas Petersen en udvisning for interference og Esbjerg kunne igen rulle overtalsformationerne ud. Men trods forsøg til både Søren Nielsen og Andreas Grundtvig, så fik Esbjerg ikke prikket hul på gæsternes box play.

Hjemmeholdet fik lov til at nyde 2-1-føringen i fem minutter, inden Herlev igen havde bragt balance i regnskabet. Joseph Jonsson, der nærmest har tradition for at score mod Esbjerg, var således på pletten i periodens 11. minut, hvor han modtog pucken nogenlunde midt i slottet, hvorfra han usvigeligt sikkert sendte den op over skulderen på Seldrup til 2-2.

Vestjyderne havde flere gode målchancer hen mod periodens slutning. Phillip Schultz fik sendt pucken forbi Horak i det 14. minut, men desværre for Esbjerg, så gled forsøget også lige forbi mål. 

Også Søren Nielsen var tæt på for Esbjerg. I overtal fik den teknisk velfunderede forward testet metallet bag Horak, da han fik sendt en afslutning på stolpen bag Herlev-keeperen.

Allerstørst var chancen dog til Sune Hjulmand, der efter 19 minutter kom til afslutning tæt under mål. Men desværre for vestjyderne, så gik forsøget lige på Lukas Horak.

Asperup blev matchvinder

Esbjerg satsede mere fremadrettet fra tredje periodes indledning, hvor Jeff King tegnede sig for en glimrende offensiv aktion i det 5. minut. Sekvensen efter kom Herlev frem til en helt åben chance på break away, men Alexander Lindqvist-Hansen overplacerede for gæsterne.

Anderledes skarp var Matthias Asperup, da hn minuttet efter blev matchvinder for Herlev. Efter en hurtig omstilling var det Magnus Lykke Jonassen, der med en perfekt timet pasning splittede Esbjerg-defensiven fuldstændigt og sendte Asperup af sted ned mod Esbjerg-målet, hvor han alene med Seldrup var sikkerheden selv. Dermed 2-3 på måltavlen.

Esbjerg formåede aldrig rigtigt for alvor at få indledt en slutspurt og Herlev kunne dermed ganske fortjent fejre klubbens første sæt medaljer siden 1988.


OPTAKT: Herning Blue Fox-Aalborg Pirates LYNOPTAKT: Esbjerg-Herlev (15.55 på TV2 PLAY)