Partytime i PM Montage Arena mellem Herlev Eagles og Rødovre Mighty Bulls skulle afgøre om hjemmeholdet kunne trække fra naboerne i tabellen, eller om gæsterne kunne suge sig fast i midten af Metal Ligaen.
Hjemmeholdet havde i midtugekampen mod Odense vist god moral med tre point til følge. Tyrene havde været højt mod nord og tabt til piraterne trods tidlig føring.
De foregående opgør i sæsonen var begge endt i overtid med Rødovre som vinder, men i aften kom forløsningen med en fortjent 3-1-sejr til Herlev Eagles.
En nervøs indledning fra gæsterne overlod initiativet til Herlev de første par minutter. Det satte en udvisning til Herlevs Victor Rollin Carlsson en stopper for. Herlev fortsatte dog dominansen efter endt afsoning, og fortjent kunne Magnus Povlsen forholdvis uhindret navigere rundt i slottet for til sidst lægge pucken under William Rørth til åbningskassen.
Tobias Ruelykke var næste mand i udvisningsboksen for Herlev, og han nåede dårligt at sætte sig, før Rødovre havde udlignet. Det var Thomas Olsen, der fra distancen scorede på en sagesløs Emil Jidskog i ørneburet.
Hattrick til Herlev på udvisningskontoen, der trak kampens tredje udvisning til Benjamin Mauritzen på et tidspunkt, hvor en Herlev-scoring ellers lå i luften. Hjemmeholdet red stormen af og holdene kunne gå til pause med uafgjort.
Anden periode startede med en kæmpe mulighed til ørnenes Luis Blak Olsen, der kom flyvende fra reden, men overplacerede afslutningen.
Rødovres første udvisning blev taget af Magnus Galby for spil med høj stok. En udvisning, der hurtigt blev kørt af klokken, inden de 904 tilskuere kunne notere halvdelen af spilletiden brugt.
Rødovres Magnus Carlsen trippede Herlevs Magnus Koch og måtte til afkøling, og denne gang fik det konsekvenser for gæsterne. Det var kaptajn Brett Thompson, der fik plads til at komme fri foran tyrekassen og sikkert bragte Herlev i front.
Der kom tre udvisninger efter slutfløjtet i anden periode. To til Herlev og en til Rødovre blev resultatet efter lidt tumult i Herlevs zone, og Rødovre kunne derfor starte tredje periode en mand i overtal.
Tyve sekunder inde i tredje periode lavede Rødovre en kampafgørende fejlpasning i egen zone, der bragte Herlev op med to. Alexander Lindqvist Hansen takkede for gaven med en sikker scoring.
At en tilskuer hopper over glasset og deltager i kampen må vel betragtes som en sjældenhed. Det skete dog denne fredag i Herlev. Tilskueren fik både tid til at gestikulere og "skøjte" æresrunde, inden kontrollørerne fik hjulpet staklen ud, heldigvis uden mén.
Spillet blev genoptaget, men skaden på kampen var sket. Ingen af holdene bragte mere i den resterende tid, hvor stemningen bedst kan karakteriseres som mat.
Herlev vandt tamt lokalopgør
Herlev
Ib Franch Jørgensen
Herlev trak det længste strå i lokalopgøret mod Rødovre.