Et stærkt powerplay sikrede Herning en sikker sejr over Rødovre. Tre scoringer på tre forsøg blev den store forskel på holdene i en til tider ganske uskøn kamp.

Herning Blue Fox - Rødovre Mighty Bulls: 5-1 (3-0)(2-1)(0-0)

Blue Fox er på udkig efter point i kampen om andenpladsen, og denne eftermiddag var det "tyrene fra Vestegnen" der skulle besejres i første omgang. Til dagens opgør måtte man dog undvære både Andris Dzerins og Mathias Bau, mens Rødovre som bekendt stadig har kaptajn Mads Eller i karantæne. 

Herning kom planmæssigt fra start, da man efter mindre end ét minut bragte sig i front. Victor Cubars afsluttede på David Grubak og han var hurtigt over sin egen retur, som han sendte op over skulderen til 1-0.

Frank Gymer var millimeter fra at sætte en hurtig udligning, men desværre for ham prellede skuddet af på overliggeren bag Lillie der altså igen var foretrukket i målet for hjemmeholdet.

Det var dog småt med chancer til gæsterne, der primært måtte bruge tid i egen zone. Trykket fra Blue Fox var konstant, men man var alligevel sjældent farlige.

I stedet havde Rødovre fokus på omstillingerne og man havde også held med et par overtalsssituationer som dog blev ødslet væk. 

Trods overtag i spil med pucken lykkedes Blue Fox ikke uden videre med at score yderligere. Der skulle således et powerplay til før man igen fik hul på bylden efter at Martin Eskildsen styrede en pasning fra Jesper Thörnberg i nettet.

Målet blev fulgt op af endnu et og det var med en uvant målscorer i hovedrollen. Christian Mieritz fik en hjælpende hånd fra en Rødovre-stav og pucken susede ind bag Grubak.

Tre for tre

Et tidligt powerplay til Rødovre kunne måske være startskuddet til et comeback, og man kom da også uhyre tæt på. En flot dobbeltredning fra Lillie og et stolpeskud fra Bergholt fik man således skabt i de to minutter.

Endnu et powerplay fulgte umiddelbart efter som Herning denne gang fik lukket ned. En scoring skulle gæsterne dog få lidt senere, da Magnus Nielsen alene igennem fik udplaceret Lillie i målet.

Herning fik efter reduceringen deres andet forsøg i powerplay og endnu engang lykkedes det at finde nettet. Mathias From gik fra egen ende hele vejen og fandt et hul hos Grubak. Dermed stod der 4-1 ved midtvejsmærket denne eftermiddag.

Effektiviteten i powerplay viste sig endnu engang hos ligaens bedste i denne disciplin. Tredje forsøg - tredje scoring. Recepten var endda den samme da Thörnberg styrede pasningen fra Cubars i mål til 5-1.

Flere scoringer faldt der ikke og spørgsmålet var om kampen reelt var afgjort inden tredje periode.

Uskøn afslutning

Kampbilledet forblev uændret i starten af perioden og Blue Fox fik chancen for at gå fire for fire i powerplay. Lukas Bang havde da også en kæmpe chance, men blev stoppet af en klasseaktion fra Grubak.

Rødovre fik ikke meget tid i offensiv zone og Herning havde da med garanti også talt om fokus i samtlige 60 minutter. Det lykkedes ganske fornuftigt denne eftermiddag uden niveauet dog på noget tidspunkt nåede de helt store højder.

Det var en del frustrationer over manglende kald på isen blandt gæsterne og det resulterede i et par bataljer blandt spillerne. 

Dermed fik vi altså en noget uskøn aflsutning på kampen, hvor køen til straffeboksen var længere end til højdepunkterne. Martin Eksildsen blev sammen med Bergholt smidt i bad før tid, men Herning vandt opgøret med 5-1 og tog altså en sikker sejr i egen hule.

 

 

 

 

 

 

 


Aalborg brugte 40 minutter på at afgøre i Herlev SYV SPILLEDAGES KARANTÆNE TIL Andris Dzerins, Herning Blue Fox