Topholdet kom ganske ubesvaret af sted fra Spar Nord Arena med tre point

Herlev Eagles-Aalborg Pirates 1-4 (0-1,0-3,1-0) Aalborg er tilbage på sejrskurs. Først på aftenen kunne Pirates tage fra Herlev med en sikker 4-1’er, der betyder, at det bliver vanskeligt for konkurrenterne at hente nordjyderne i den resterende del af grundspillet.

De nordjyske gæster fik en fantastisk start på dagens opgør. Fra første fløjt var Aalborg bedst, og blot halvandet minut tog det før de kom foran. En misforståelse mellem Alexander Lindqvist-Hansen og Hakon Nilsen gav Tobias Ladehoff plads til at sende en puck over til Matt Salhany, der i tomt mål gjorde det til 0-1.

Om den tidlige scoring vækkede Herlev Eagles, eller om det blev en sovepude for Aalborg Pirates skal være uvist, men faktum er at resten af første periode var utroligt rodet. Ingen af holdene kunne for alvor skabe de helt store åbne chancer, og hverken Adam Ohre eller Albert Adamsen blev for alvor testet.

Mareridtsperiode for Rafnsson

Anden periode var lidt mere af det samme i de første minutter, men efter godt fem minutter, og lidt ud af ingenting, slog Aalborg til. Jimi Jalonen holdt pucken flot inde i zonen efter en forsøgt clearing, og det gav Tobias Ladehoff muligheden for at opsnappe pucken, og gå direkte på mål. Med et kort og hurtigt aftræk fra slottet fik Ladehoff sendt pucken direkte op i det venstre målhjørne til en fordobling af den nordjyske føring.

Herlev svarede dog ganske fornuftigt tilbage på gæsternes scoring til 0-2, og fik endelig sendt nogle pucken ind mod Albert Adamsen. I flere omgange var hjemmeholdet nærgående, men skarpheden manglede, og savnet af topscoreren Joseph Jonsson var til at mærke i Spar Nord Arena.

Herlevs største chance i perioden tilfaldt Philip Rafnsson, som efter otte minutter fik en fin mulighed efter formedabelt forarbejde af Mathias Lehmann Hansen, men overplacerede afslutningen med flere meter.

En dyr afbrænder fra Rafnsson, da det fremfor 1-2 blev til 0-3 under et minut senere. Aalborg Pirates fik vendt spillet lynhurtigt, og det gav en overtalssituation, hvor Kirill Kabanov flot sendte en tværpasning over til Pierre-Olivier Morin ved bagstolpen. Den flotte aflevering fra Kabanov takkede Morin for med en fin og sikker afslutning ind bag en prisgivet Adam Ohre i Herlevs mål.

Det blev værre for Herlev Eagles, og især Philip Rafnsson i anden periode, da han med tre minutter blev sendt i bad for en slewfoot på Nikolaj Carstensen.

I samme moment røg Noah Samsøe også ud, og trods en heroisk fight i hjemmeholdets boxplay i hele to minutters fem mod tre, lykkedes det gæsterne at gøre det til 0-4, netop som udvisningen til Samsøe udløb. Målscoren var Tommy Giroux, som hamrede pucken op i det nærmeste målhjørne med et flot håndledskud til 0-4, hvilket også var resultatet efter anden periode.

Kampen var stort set lukket inden de sidste 20 minutter, hvor Aalborg Pirates bare skulle cruise sejren i land. En opgave de lykkedes med i store dele af perioden, hvor de overlod mere af spillet til hjemmeholdet, men samtidig holdt dem væk fra de helt store chancer. Kun momentvis var det tæt på, og den største af Herlevs tilbud kom, da Oliver Arle Östergren ramte overliggeren efter en fejl bag mål fra nordjydernes defensiv.

Aalborgs flotte udekamp fik dog en lille smule malurt i bæret, da Herlev med halvandet minut igen ødelagde Albert Adamsens shutout. Hakon Nilsen fik flot trukket ind i banen, og med sublimt overblik spillede han Alexader-Lindqvist Hansen helt fri på den bagerste stolpe, hvor Herlevs kaptajn i tomt mål let kunne gøre det til 1-4, hvilket blev kampens slutresultat.

Dermed kom Aalborg fint tilbage efter nederlaget i overtid til Herning Blue Fox, mens Herlev kom ned på jorden igen efter to sejre i træk over deres to sjællandske rivaler.


SønderjyskE sejrede i intenst søndagsopgør Herning sejrede sikkert 5-1 over Rødovre