Blue Fox-spillernes arbejdsindsats var ikke god nok til at matche et stærkt Aalborg-hold

Herning havde fire sejre med til kampen mod Aalborg, og dermed et begrundet håb om point mod det formstærke tophold. Men Pirates kom til Midtjylland og var bundsolide.

Med en sprudlende Josh MacDonald i spidsen affærdigede gæsterne Herning med 5-0. Cifrene løj en smule, mente Herning-træner Ben Cooper - uden dog at stille spørgsmålstegn ved gæsternes sejr. 

Til gengæld var han småirriteret over sine egne spilleres vilje til sejr. Det sagde han til Herning Folkeblad.

- Vores arbejde uden puck og vores vilje til at komme frem, når spillet skulle vendes, det kunne jeg ikke lide. Vi var ikke hårde nok på deres gode spillere. Vi havde snakket om, at vi skulle finde noget playoff-intensitet frem for at kunne stå imod et stærkt Aalborg-mandskab. Før i aften havde vi allerede tabt til dem to gange her i Herning, så vi var advarede, lød det fra Cooper.

Herning har mulighed for revanche på tirsdag, når det igen gælder en tur til Rødovre, som Blue Fox for nylig besejrede med 3-1. 


FRI STREAM af Metal Liga-kampene indtil 3. januar SønderjyskE med en import og uden cheftræner: Spillerne solgte sig dyrt