Herning Blue Fox - Rødovre Mighty Bulls: 3-1 (2-0)(0-0)(1-1)
Herning gik ind til opgøret som favoritter, men i holdenes seneste møde var det altså Rødovre som tog sejren i egen hule. William Rørth fik chancen i buret, mens Emil Kruse vanen tro vogtede værternes mål. Begge målmænd stod en glimrende kamp, men Kruse kom altså sejrrigt ud af duellen med sin unge kollega.
Blue Fox tilspillede sig kampens første store chance, da Miska Humaloja rettede pucken af, og Rørth måtte tage hjelmen i brug for at standse den puck.
Næste store chance faldt også til hjemmeholdet da Mathias Bau brugte sin fysik til at skære ind foran kassen, men også denne gang tog den unge keeper godt fra i målet.
Herefter udspillede sig en mærkværdig scene, da en Rødovre-back slog pucken i eget mål. Ganske givet ikke med vilje , men det var svært at afkode hans egentlige intention. Miska Humaloja blev noteret for målet.
Ny styring fra Humaloja var tæt på at give en fordobling af føringen, og på returen kunne Mads Christensen slå pucken på stolpen. Trængselstider for gæsterne der slet ikke formåede at skabe noget frem ad banen.
Derfor kom det heller ikke som den store overraskelse, at Herning øgede til 2-0. Målet blev scoret af Mathias Bau der udnyttede den gode trafik foran mål til at liste pucken i kassen.
Bredan Harms stod for gæsternes bedste forsøg i perioden da han fik rundet Emil Kruse, men canadieren fik ikke løftet pucken over den liggende svensker.
Udvisningsorgie
Herning måtte klare sig igennem et powerplay til Rødovre fra første periode, og anden periode var ikke mange minutter gammel før gæsterne strøg i et nyt af slagsen.
Gæsterne blev aldrig rigtig farlige, men omvendt fik Herning ikke stemplet ind i perioden. Mathias Bau måtte endnu engang i straffeboksen, og denne gang fik "tyrene" fyldt godt op foran Emil Kruse. Blue Fox- spillerne var dog først over de returpucke der kom, og da Nicklas Carlsen afsluttede på tomt mål, leverede Emil Kruse én af sæsonens absolut bedste redninger.
Således fik Rødovre ikke udnyttet chancerne i powerplay, og i stedet kunne Herning forsøge at udnytte deres andet forsøg. Daniel Nielsens slagskud var det bedste bud på en scoring, men heller ikke Blue Fox fik udnyttet deres powerplay.
Udvisningerne faldt i denne periode i en lind strøm, men dette skulle snarere ses som en kort lunte hos dommerne end udisciplineret spil fra spillerne.
Olivier Dame-Malka havde et godt forsøg i det efterfølgende powerplay, men igen svingede Kruse gribehandsken og greb skuddet ud.
Spillet fandt i denne periode aldrig ind i en rytme grundet de mange udvisninger, og da dommerne syntes at tabe kontrollen med kampen i periodens afslutning var det spændende at se hvad trejde periode bød de fremmødte på.
Stille tredje periode
Spillerne fik dæmpet temperamenterne i pausen men nærkampene omkring mål udløste fortsat lidt tumult. Rødovre fik den spillemæssige bedste start på perioden og fik sendt flere afslutninger mod mål.
En afslutning fra Patrick Madsen var tæt på at trille det sidste stykke over stregen, men Rørth og Rødovre slap med skrækken. Til gengæld var det ren klasse fra Rørth da han med en vild redning snuppede skuddet fra Jarkko Malinen kort efter.
Spillet var fortsat rodet og i stedet præget af små nærkampe over alt på isen. En af disse udløste en udvisning til gæsterne og altså chancen for Herning til at lukke kampen.
Herning slog ikke til, og med små fire minutter tilbage kunne Rødovre i stedet søge en reducering i endnu et powerplay. William Rørth blev erstattet af en markspiller, men en dum icing-puck tvang keeperen tilbage i buret.
Han blev kort efter igen kaldt ud i Rødovres boks, og så var det ingen sag for Morten Poulsen at lægge pucken i tomt mål. Gæsterne lykkedes med en reducering ved Frederik Kaels, men da var løbet kørt for Rødovre.
Dermed snuppede Blue Fox tre point efter en uskøn forestilling.