Marathon-kamp i Spar Nord Arena varede fem timer

Herlev Eagles-Herning Blue Fox 4-5 (3-2,1-2,0-0) 0-0,0-1

Vigtig kamp for hjemmeholdet, som skulle på tavlen efter at have tabt første opgør på udebane. Det blev et opgør, hvor man fornemmede at der var noget på spil for begge mandskaber. Masser af fart og intensitet. Og langt flere tacklinger end afslutninger.

Og det startede godt for Herlev, da Östergren scorede to gange. Drømmestart for Herlev, som dog måtte se Mathias From score igen i powerplay. Herning og From er hyperfarlige i overtal, og det lægger et ekstra pres på deres modstandere, at de ofte får scoret, når de har powerplay.

Men der var mere drama i Herlev denne eftermiddag. Heinerö scorede for hjemmeholdet tæt under mål og i sekundet efter satte Hernings Alexis Binner en crosschecking på Jonsson.

Dommerne så den igennem, og sendte Binner i bad. Bagud 3-1 og nu i undertal skulle man mene at det så sort ud for gæsterne.

Men Herning har Morten Poulsen, som i fredags satte den midtjyske gryde i kog med en undertalsscoring. Og denne eftermiddag slap han afsted igen. Dog uden at score, men han fremtvang et straffeslag, som Brett Thompson udnyttede til reducering 3-2. Herlev var marginalt bedre end gæsterne i de første 20 minutter.

Herning kom bedre ind i opgøret i anden periode, hvor de fik rykket spillet længere frem på banen, og dermed fik de sat Herlev defensiven under pres.

De fik også scoret mere end hjemmeholdet, da først Suistio og sidenhen Mathias From med sin anden scoring fik bragt balance i regnskabet.

Mellem de to mål til gæsterne, havde Joseph Jonsson scoret i powerplay til 4-3. Men det var Herning som så bedst ud efter anden periode.

Helt lige inden tredje periode 4-4. Og der kom ingen scoringer, selvom det brændte gevaldigt på foran Ohre. Faktisk fik Cubars sendt pucken i netmaskerne, men målet blev underkendt, da Poulsen sekunderne inden målet fik væltet Ohre i Herlevmålet.

Den lange affære fortsatte i sudden death. Og der var mere drama til tilskuerne. Midt i første overtidsperiode blev Lukas Bang ramt af en hård tackling i hovedregionen, og blev hentet af en ambulance, efter at være blevet tilset på isen i et kvarter. 

Det lagde en dæmper på opgøret, men hvor det manglede lidt i nærkampene, så steg spændingen om hvem der skulle score det afgørende mål.

Herning var bedst i overtiden; de ville mest og de turde mest. De holdt i pucken og forsøgte gang på gang at belejre målet i Herlevs ende, men flere gode redninger fra Ohre holdt kampen i gang.

Herlev havde også deres chancer for at afgøre det, men Carruth i målet var vågen og forhindrede afgørelsen til Herlevs fordel.

Langt inde i anden overtidsperiode var det Mathias From som lagde pucken på mål. Her stod en velspillende Magnus Carlsen, som fik lirket pucken mellem benene på Ohre, og dermed sikrede han sejren til gæsterne.

Herning fører serien 2-0 inden det går løs på tirsdag. Og der venter der Herning endnu en hård kamp mod et Herlev hold, som slider og slæber i hvert eneste skift.


Odense vandt målfattigt opgør i Esbjerg GOALSHOW: SE MÅLENE fra Rødovre-Aalborg